Du kan klikke på selve billederne, hvorefter det åbnes op i en større version.
Her kan du zoome ind og ud i billederne

Der eksisterer flere ældre kopier af runestenene i Jelling, ikke mindst Harald Blåtands runesten, men kvaliteten er svingende, og nogle kopier er fremstillet ud fra en eksisterende kopi. I 1984 fik Nationalmuseet mulighed for at fremstille nøjagtige kopier af de to runesten ved hjælp af en velvillig bevilling fra Knud Højgaards fond.

Processen blev udført af konservator Peter Henrichsen ved Nationalmuseets Bevaringsafdeling. For at opnå den størst mulige nøjagtighed blev der brugt silikonegummi til afformningen. Gummi indeholder dog olier, og for at undgå indtrængning af olie i stenene, blev de først penslet med methylcellulose (tapetklister) som et sliplag. Dernæst blev den flydende silikonegummi penslet på hele overfladen i et 8-10 mm tykt lag. Efter afhærdning blev støttekapper i epoxy opbygget uden på gummien – to støttekapper omkring den lille runesten og ni (som appelsinskaller) omkring den store runesten. For at opnå stivhed i støttekapperne blev der indbygget stivere i krydsfiner. Mellem gummiformen og støttekapperne blev der lavet ”tryklåse” i silikonegummi, som skulle sikre den efterfølgende indbyrdes placering af delene. Efter afhærdning af epoxyen blev kapperne adskilt, og gummiformene blev skåret op og trukket af. Til sidst blev methylcellulosen vasket bort.

Efter transport til Nationalmuseets Bevaringsafdelings værksteder i Brede blev der opbygget kopiskaller i gummiformene. Disse skaller består af knust granit i forskellige farvetoner oprørt i epoxy. Massen blev penslet og spartlet ned i de vandret placerede forme. Det er altid en vanskelig proces at opnå bjergartens naturlige farvespil og vellignende farver, da epoxyen påvirker den knuste granits naturlige farve. Det krævede derfor flere eksperimenter, før et fuldt tilfredsstillende resultat var opnået. Kopiskallerne blev ligeledes forstærket med et indvendigt netværk af stivere i krydsfinér, inden skallerne blev samlet til et hele, nemlig to sæt hule runesten.

Kopierne har siden vist sig højst anvendelige i en ny dokumentationssammenhæng. Som led i en undersøgelse af runestenene i 2006-08 var det muligt ved hjælp af lysscanning at sammenligne øjebliksbilledet fra 1984 med en 3D-lysscanning af de originale runestene fra 2007 og således – desværre – dokumentere forskelle (nedbrydning) i detaljerne inden for de seneste årtier.