I Jelling kirke blev der i vinteren 1935-36 udført nogle restaureringsarbejder, og den trange plads omkring runestenene blev anvendt til oplagringsplads for murbrokker og fyldjord. En interesseret privatmand var noget bekymret for stenene og sendte derfor fire fotos til Nationalmuseet. Her undrede man sig også over denne mangel på pietet, og museet henvendte sig til såvel kirkens tilknyttede arkitekt som den tilsynsførende ved monumenterne, seminarielærer, cand. theol. J. H. Vernersen. Han svarer, at ”… måske nogle enkelte murbrokker ved aflæsningen kan være trillet hen mod den nederste kant af den lille runesten. Jeg kan forsikre Nationalmuseet om, at der ikke er tilføjet runestenene nogen som helst overlast.”

Trods forsikringen om, at runestenens ikke har lidt nogen form for overlast, har påtalen nok alligevel naget både Vernersen og menighedsrådet. I hvert fald besluttede man sig kort efter for at forbedre forholdene omkring runestenene. Den 26. november 1936 meddeler Vernersen således i et brev til Nationalmuseet, at menighedsrådet har nedlagt de nærmeste 4-5 gravsteder. Hegn og gravsten er fjernet, pladsen er planeret og gruset, hvorefter runestenene står frit på en åben plads og kan beses fra alle sider.