Sitemap
English
Bookmark and Share

Fund af kufisk mønt

 

I forbindelse med de arkæologiske udgravninger, der blev indledt tidligt i maj 2009 på området Thyras Have umiddelbart øst for Nordhøjen i Jelling fandt Peter Hyldgaard fra Jelling en lille, velbevaret arabisk sølvmønt. Det drejer sig om en såkaldt ”kufisk” mønt; en mønttype, der stammer fra perioden ca. 700 til ca. 970 e. kr.

 

Kontakten mellem Danmark og den muslimske verden er ikke af ny dato. Allerede i vikingetiden var der livlige handelsforbindelser fra Norden via de russiske floder til det nuværende Irak, Centralasien og Mellemøsten.  Det er mønten et håndgribeligt bevis på.

 

Vikingerne havde ikke en egentlig møntøkonomi. Mønterne blev brugt som betalingsmiddel efter deres vægt på lige fod med andre sølvgenstande. Derfor finder man ofte kufiske mønter, som er klippet i mindre bidder. Den nyfundne mønt er dog hel og forsynet med et lille ophængningshul. Det fortæller, at den udover som betalingsmiddel har været brugt som et smykke eller måske som en amulet.

 

Det er anden gang, der er fundet en arabisk mønt i Jelling. For nogle år siden dukkede der en halv mønt op på marken nord for Thyras Have og vest for gården Nørrelide. Den er blevet bestemt på Nationalmuseets Mønt- og medaljesamling som stammende fra det nuværende Marokko og præget i perioden 792 til 808 e.Kr

Kufisk mønt, fundet i Jelling.
Kufisk mønt, fundet i Jelling.
Udgravningsområdet i Jelling.
Udgravningsområdet i Jelling.