I 1875 var der opstået en misstemning blandt de danske arkæologer, da der ikke var tegn på, at professor Peder Goth Thorsen ville få sit værk om de danske runesten udgivet. Derfor opfordrede Det kgl. Nordiske Oldskriftselskab runologen Ludvig F. A. Wimmer (1839-1920) til at begynde på et nyt og selvstændigt værk over de danske runesten, og selskabet bevilgede en sum til det indledende arbejde. Julius Magnus-Petersen blev igen valgt som illustrator. I sine erindringer skrev han siden om samarbejdet med Wimmer, ”Det er mig baade til Glæde og Gavn, at Prof. Wimmer var overalt med mig under mit Arbejde ved hver en Sten, i Modsætning til Prof. Thorsen, der aldrig en eneste Gang fulgte mig; jeg følte, at foruden daglig at være sammen med den udmærkede Lærde, var hans Nærværelse ved mit Arbejde tillige en Garanti for mine Tegningers Nøjagtighed".

I dagene 25.-29. juli 1878 var de to herrer i Jelling, men trods Wimmers iver udkom hans runeværk dog først i 1895. Man lod den lille runestens forside udgrave, så den kunne tegnes i fuld størrelse, og det berettes, at ”Vejrligets indflydelse har gjort runerne i alle tre bånd på forsiden så vel som rammelinjerne og skilletegnene, der i sig selv er brede i de dybt og kraftig indhuggede linjer, meget urene i kanterne, og de fliser stadig mere og mere ud”.  Wimmer fortsætter, ”I indskriften på bagsiden er runerne ikke som på forsiden udflisede i kanterne, men har endnu bevaret de oprindelige omrids meget godt, hvilket uden tvivl må forklares af, at denne side ikke har været så stærkt udsat for vejrligets uheldige indvirkning som forsiden og måske også i længere tid har været skjult af jorden…” og ”Medens de to første ord i linjen står klart og skarpt [på bagsiden], træder det sidste (buT) og særlig punkterne og rammelinjen derefter så vel som de spiraler, i hvilke rammestregerne løber ud, noget svagere frem.”

I 1878 fik Magnus-Petersen lejlighed til at tegne hele forsiden af den lille runesten, også den del, som normalt ligger under jordoverfladen. Her synes der ud fra tegningen ikke at være skader af bevaringsmæssig betydning. Relevant er derimod afsprængningen i indskriftens anden og tredje linje. Den har en anden udbredelse end på Magnus-Petersens egen tegning fra 1869-71. Den gang tegnede han i det nederste højre hjørne en afsprængning af stenens overflade, som tilsyneladende ikke manglede i 1878, hvilket selvsagt strider mod al fornuft. Årsagen til denne forskel skal sandsynligvis søges i Wimmers tilstedeværelse. Han har kigget Magnus-Petersen over skulderen og måske endda dikteret en tolkning af stenens bevaringstilstand, hvor denne ikke var entydig. Dette understreger, at tegninger altid skal betragtes som subjektive og ikke objektive.

Tegningen fra 1878 viser andre bevaringsmæssige detaljer, herunder at linjeadskillelsen i afsprængningsområdet mangler, hvilket den ikke gjorde i 1869-71. Afsprængningsområdet er desuden blevet større opefter. Den lange revne tværs gennem anden linje i indskriften er tydeligt markeret, ligeledes en revne på siden af stenen. Desuden er der en afsprængning i den første linje, hvilket sammenlignet med tegningen fra 1869-71 er en forværring af bevaringstilstanden. På bagsiden står det sidste ord but og det sidste skilletegn svagere end resten af indskriften, og Magnus-Petersen er vendt tilbage til den traditionelle tolkning af runebåndets afslutning opefter, nemlig som to spiraler i hver side.

På Haralds store runesten løber den store revne lige over teksten ned i den øverste runelinje, og den har dermed samme udstrækning som i dag. Desuden ses de samme skader som tidligere hos Adam Müller (1835), Jakob Kornerup (1861) og Magnus-Petersen selv (1869-71). Revnerne foroven er dog ikke tegnet så markant som i 1869-71. På dyresiden er hele revnen fra det trekantede afslag og nedefter tegnet som hos Kornerup. Revnerne på siden af stenen til venstre for dyret har samme udstrækning som i dag, mens revnerne mod bunden af stenen har stort set samme udstrækning som hos de tidligere tegnere. På det øvre knudeflet er der en del afspængninger.

På Kristussiden har Magnus-Petersen tegnet en revne over slyngbåndet omkring Kristi højre håndled. Ligeledes er der en revne til højre lige ved Kristi venstre hånd. Den lange revne midt på stenen hen over Kristi fødder fremstår ikke tydeligt, men er dog markeret. I knuden mod dyresiden tegnede Magnus-Petersen i 1869-71 en tydelig afsprængning, som i 1878 fremstår som et mere diffust afslagsområde. Den store afsprængning i runebåndet er ligeledes upræcis i sin afgrænsning ligesom på tegningen fra 1869-71, men det er tydeligt, at afsprængningsområdet i det forløbne tiår har bredt sig til k-runen i kristna.

Ud over tegningerne udførte Magnus-Petersens akvareller af begge sten, og der blev foretaget papiraftryk af Kristi ansigt samt udvalgte ord, blandt andet sekvensen haraltr. Papiraftrykkene opbevares i dag på Det kongelige Bibliotek.