Sitemap
English
Bookmark and Share

Jon Skonvig, 1627

Rentegning af Harald Blåtands runesten, af Jon Skonvig. Nationalmuseet.

Den danske professor og oldforsker Ole Worm (1588-1654) sendte i 1627 sin tegner, Jon Skonvig († 1664), til Jelling for at udføre illustrationer til Worms planlagte bogværk over kendte runemonumenter i Danmark. Værket ’Monumenta Danica’ (Danicorum Monumentorum libri sex) udkom dog først i 1643.

Skonvig tegnede Gorms lille runesten vandret, og han lod fejlagtigt de to indskriftsider støde op imod hinanden. I Worms tekst om runestenen står der i dansk oversættelse: ”Liggende ved kirkens dør, således at den kan yde et sæde for de trætte”.

I Worms bogværk er der også et træsnit, som kansler Christian Friis til Kragerup havde sendt til Worm i 1639. På dette træsnit står begge sten rejst foran indgangen til våbenhuset. Gorms runesten må derfor sandsynligvis være rejst på dens nuværende plads mellem 1627 og 1639.

I Jelling tegnede Skonvig selvfølgelig også Haralds store runesten. På hans skitse svarer stenens proportioner og form nogenlunde til virkeligheden, men Skonvigs evner til at gengive motiverne var stærkt begrænsede. Desuden er der væsentlige forskelle fra skitse til den endelige illustration i form af et træsnit. På træsnittet reducerede Skonvig blandt andet mængden af bladløv, og han lod desuden Kristus stå helt nede på runebåndet.

Runerne

Indskriften på Gorms lille runesten er gengivet fuldstændigt både i Jon Skonvigs skitse og i træsnittet. Dette gælder også ordene karþi og kubl, hvor der i dag mangler runer på grund af afsprængning af overfladen. På træsnittet af Haralds store runesten ses det tydeligt, at stenens top var afsprængt allerede dengang, og at omkring halvdelen af ornamentikken på tekstsiden ligeledes var forsvundet. På skitsen har Skonvig tegnet et tomrum i runeteksten på Kristussiden, mens han på træsnittet viser yderligere fire runetegn. Dette er blevet til ordene tanika tąsk, hvor der skulle have stået tãni karþi, hvilket har givet anledning til usikkerhed om indskriften. Årsagen må være, at runerne allerede i 1627 var mangelfulde på grund af tab af stenoverflade. Også på tekstsiden har Skonvig fyldt indskriften ud med fejlopfattede runer og sekvenser på steder, hvor der i dag ses en nedbrydning.

En vurdering af runestenenes bevaringstilstand i 1600-årene ud fra Skonvigs tegninger er vanskelig, og tegningernes dokumentationsværdi i dette perspektiv ligger derfor kun på det rent overordnede plan. Generelt var Skonvig dog en udmærket runelæser. Han har efterladt sig et vigtigt og brugbart materiale og har dertil ydet en pionerindsats på det runologiske felt.

Læs mere om Jon Skonvig i bogen 'Jon Skonvig og de andre runetegnere' af Erik Moltke (København 1956).

Skitse af kong Gorms runesten udført af Jon skonvig. Nationalmuseet.
Skitse af Harald Blåtands runesten udført af Jon Skonvig. Nationalmuseet.