Vand og grønne plantedele i Nordhøjen - august 2009
Mandag den 24. august blev de første boreprøver taget i Nordhøjen i Jelling. Resultaterne er forbavsende gode. Selv efter 1000 år kan græstørvenes grønne vækstlag stadig anes i prøverne, og allerede nu ser det ud til, at tørvene i Nordhøjen stammer fra pløjejord og ikke hedejord. Lagene i højen har bremset gennemsivningen af vand, og det er sikkert heri, forklaringen skal findes på den brønd, Jellingbønderne i begyndelsen af 1800-årene troede fandtes i højen. Den blev sandsynligvis dannet, da der første gang blev gravet ned til gravkammeret i højens midte. Kammeret blev tømt, og hullet fyldt op igen, men fyldjorden havde en anden karakter end højens tørvelag og bandt ikke vandet på samme måde.
Nordhøjens tørvelag er meget fugtige. I et borehul, der stod åbent natten over, var der morgenen efter omkring en halv meter vand, hvoraf der også blev taget en prøve. Alle prøverne fra højen skal nu analyseres af Danmarks Oldtid/Naturvidenskab og Geologisk Institut ved Københavns Universitet. Prøverne vil give ny viden om højens opbygning, men også om det omgivende landskab på det tidspunkt, da højen blev opført. I den kommende uge tages der fat på Sydhøjen.