Knytlingesaga fra anden halvdel af 1200-årene er hovedværket om Danmarks historie i den islandske sagalitteratur. Knytlingesaga bygger på ældre islandske og danske tekster, og det er muligt, at forfatteren er den islandske historiker Snorri Sturlusons brodersøn, Óláfr Þórðarson hvítaskáld († 1259), der havde forbindelse til kong Valdemar Sejrs hof. Sagaen begynder med Harald Blåtand og beretter om de danske konger frem til afslutningen af venderkrigene under Knud og Absalon i 1187. Harald Blåtands sønnesøn Knud den Store beskrives som en flot og gavmild mand, en rigtig konge, men slægten som helhed får dog ikke udelt ros.

”Knud var meget stor af vækst, og meget stærk, og en prægtig mand at se, bortset fra at hans næse var tynd, ret høj og noget krum; han var lys af lød, med smukt hår og brede skuldre; med øjne var han bedre udstyret end nogen anden: de var både smukke og skarpe. Han var en gavmild mand, en stor kriger og meget våbendjærv, dertil sejrrig, en stor lykkemand i alt hvad der vedrører magt og herredømme. Han var ikke nogen overvældende klog mand, og det samme gjaldt kong Svend, og før ham Harald og Gorm, at de ikke netop var vismænd.” (Knytlingesaga 20, oversat af Jens Peter Ægidius, 1977).

Beskrivelsen af Knud den Store ligger ikke så fjernt fra det indtryk, man får af kongen i Winchester New Minsters dødebog, Liber Vitae fra 1031. Bogen indeholder en liste over det religiøse samfunds medlemmer, venner og velgørere, som skulle mindes ved bøn, og den indledes med et billede af Knud, der holder et gyldent kors på kirkens alter. Kongen bærer et sværd af en type, som også Harald Blåtand kunne have ejet.