Sitemap
English
Bookmark and Share

Middelalderlig tradition

De danske historikere Sven Aggesen og Saxo Grammaticus giver omkring år 1200 begge en malende beskrivelse af kong Gorm. Kongen levede dog mere end 200 år tidligere, i første halvdel af 900-årene, og vi kan ikke afgøre, om beskrivelsen af ham bygger på præcise overleveringer eller forestillinger i forfatternes egen samtid. Dronning Thyra var smuk, klog og handlekraftig, mens kong Gorm åbenbart havde både mangler og laster.

Sven Aggesen (1186-87) om Gorm den Gamle og Thyra

”Gorm Løghe, det vil sige: den Dvaske, som udelukkende hengav sig til nydelser og svirelag, som en konge kan tillade sig. Hans hustru var hin velkendte, berømmelige kvinde, jeg mener Thyre, hun, som har fået tilnavnet: Rigets Pryd... en iøjnefaldende kvinde, hvem naturen havde beflittet sig på at velsigne med utallige gaver. Thi både smykkede en beundringsværdig ynde hendes åsyn, og rose parret med lilje havde malet purpurfarvens skær på hendes kinder; ligeledes var hun kysk, blufærdig, vittig og til overflod fyldt af alskens finhed i sit væsen.” (Brevis Historia Regum Dacie, Kapitel IV-V, oversat af M. Cl. Gertz, 1917).

Saxo Grammaticus (ca. 1200) om Gorm den Gamle

”Gorm blev regnet for en usædvanlig høj mand, men var til gengæld ikke i besiddelse af et sind der stod mål med hans legeme. Han havde nemlig nok i det rige han besad og førte sig ikke voldsommere frem end det krævede, hvilket betød at han interesserede sig mere for at bevare sin værdighed end at øge den, holdt på at det var bedre at forsvare sit eget end at forgribe sig på andres, og bekymrede sig mere om at hæge om det han havde, end at hige efter mere.” (Gesta Danorum, Bog IX, XI,1, oversat af Peter Zeeberg, 2000).