Sitemap
English
Bookmark and Share

Søren Abildgaard i Jelling 1771

Ved Poul Grinder-Hansen

Prospekt af Jelling kirke og højene af Søren Abildgaard, rentegnet i 1773

Den rejsende antikvariske tegner Søren Abildgaard kom på årets sommerrejse 1771 til Jelling 11. juli. Efter at have beset nogle 15-1600-tals dokumenter i præstegården, vandrede han over til kirken og højene, iagttog og undersøgte. Beskrivelsen i hans bevarede notesbog er typisk for Abildgaard i sin præcision og gengives her med moderne retskrivning. Jellingstenene nævnes kun kort, men det skyldes, at han udførte adskillige skitser og rentegninger af de to runesten. Desuden lavede han en skitse til et prospekt af kirken mellem højene, som han rentegnede med pen og grå akvarelfarve i 1773.

Søren Abildgaards notesbog

”Ved Jelling Kirke ligger 2 meget store jordhøje: en tæt nord for kirkegårds stendiget kaldet Dronningens Høj. Samme blev efter en gammel mands Anders Jensens beretning udgravet af Jelling bymænd efter kongelig ordre i 1704; og at der stedse i dammen eller brønden midt i højen indtil denne udgravning skete i højens nordre side har været mangfoldige karusser; der berettedes tillige, at da vandet dengang var udløbet, blev prøvet på højen med en stage på 13 alens længde, om der med samme kunne nås bund, men ingen var at finde.

 

Men da jeg nu den 11. juli 1771 undersøgte højen, befandtes brønden eller dammen ved forsøg med en lang lægte kun at være 2½ alen dyb, mudret i bunden, og stagen stødte ikke på nogen stenbund. Ved siderne af dammen, som tværs over sin runde flade er omtrent 5 alen bred, groede siv og højt vandgræs. Vandet har nu intet udløb, men er et stagnum eller ligesom en brønd, hvori vandet står omtrent 6 alen eller 6½ alen lavere end højens øverste vold, men dog omtrent 10 alen højere end den rundt omkring højen beliggende mark, egn og by så langt, som man med øjne kan se, da her alle vegne omkring ligger en vidtløftig slette og grøn mark. Dog ligger hele denne jævne egn temmelig højt og har på sydlige og østlige side meget lavere land, dale, søer eller åer. Og det er mærkværdigt, at skønt vandet står så højt i denne høj, er det i Jelling by ofte vanskeligt især om sommeren at få vand, da deres brønde dog almindeligvis graves fra 8 til 10 alen dybe. Denne Dronningens høj er omtrent 310 alen i omkreds neden om og hen ved 18-20 alen høj.

 

Kongens høj, som ligger på den sydlige side af kirken tæt uden for kirkegårds stendiget, er i omkreds nedenom 345 alen og omtrent 20 alen høj og har oven på en jævn rund plan i diameter 45 skridt. De 2 runiske stenmonumenter, som ses på kirkegården på sydlige side af kirken, skal beskrives i det følgende.

 

Kirken har intet tårn, men klokkerne hænger i glugger oppe i [”taget” er overstreget} på den vestlige ende af kirken. På den ældste klokke var vel munkeskrift, men så ilde støbt, at det ikke kunne læses undtagen årstallet m.d.xxvi [1526]. Den yngre er støbt i C(hristian) 5.s tid. Oppe i koret på nordvæggen er oprejst ligesom et epitafium af sten, på hvilket i en bred og flad langagtig firkantet ramme, som indfatter en stor, firkantet, sortgrå skifer, på hvilken hverken har stået malet eller udhugget skrift, er udhugget 16 par våben, 8 på højre side, således i orden:…

 

I kirken frem for alteret en blågrå gravsten med denne skrift. ”Her hviler S: Her Jørgen Pedersen Lemvig sogneprest i Jellinge oc Hover Sogner, som døde Anno 16.. den … oc hans kiere Kone Maren Jensdatter.”

 

Et stykke vej nord for kirken ses på jævn mark, kaldet Mange Højs indtægt, grænsende til byens nordre toft, 16 større og mindre jordhøje, temmelig nær hinanden, iblandt hvilke for nogle år siden 4 stk. er opgravet, og i en [blev] fundet af bondens karl en glaseret urne, desuden i en anden høj fundet af præsten Hr. Weile en stenurne fuld af brændte ben og aske, desuden længere førhen i en af disse høje på præsten Hr. Weiles præstegårds-ager, hvoraf ejeren på den tid af Havdehus - et selvejersted – tog jord til at fylde med i sin gård, fandtes en glaseret urne med aske, hvoriblandt skal have været 2 ringe, den ene flettet som de nu brugelige pibehytter, den anden var slet [dvs. glat]. End[videre] i en anden [høj] kaldet Sorthøj nær ved Jelling by fundet ved siden af højen, ved de omkringsatte stens bortskaffelse, en ring ligesom af guld, som [da]værende sognepræst Hr. Wedel foreviste guldsmeden i Vejle, som sagde, at han ikke vist kunne sige, hvad slags metal den var af.   

 

På østlige side af Dronningens høj i Lars Sognefogeds toft, hvor der ligger nogle store kampesten i en rad fra syd til nord, skal der tæt ved på østlige side af disse sten efter traditionen ligge en meget stor flad kampesten under jorden, på hvilken der skal være megen skrift. Det var undersøgelsen værd at lade grave dér, for at blive underrettet, om der i jorden skulle ligge noget sådant runisk monument.

 

På Jelling Kirkegård på sydlige side af kirken står 2 runiske monumenter af kampesten, et større og et mindre. Det mindre, som står lige op på enden, er en aflang, høj sten, hvis 2 brede sider er nogenlunde jævnede, på den bredeste side er 3 runelinjer [Abildgaard staver linjer ”linneder”], hvilke læses neden op ad, og runerne er ridsede i stenen således:

 

I den første linje og i det første ord er imellem [] og [] en lille ujævnhed, hvorfor de også har sat disse to runer lidt mere end de andre fra hinanden, [for] at ikke ujævnheden skulle hindre dem i at få [] rigtig udhugget. I det første ord i de to lange linjer er den anden rune i ordet uvis formedelst [dvs. på grund af] afskalning. Lakunernes længde er afmålt.

 

På den anden side er stenen lidt semi-cylindrisk, og [der] står alene en linje runeskrift, som og[så} læses neden op ad således:...I det midterste ord er den sidste rune denne [], men det synes tillige, at den samme betegner både L og R, da den har en krog oveni således [], dog kan samme krog måske være en naturlig hul streg i stenen eller kommet af en hændelse. Om det sidste ord består alene af 2 runer og den 3. streg hører til indfatningen, ved jeg ikke; dog synes det ligesom en [].

 

Den store runesten har 3 flade sider, nogenlunde lignende en trekantet pyramide, dog er ikke siderne lige brede, kanterne og toppen aldeles irregulær. På den bredeste flade side står horisontalt 4 linjer runer således:…
Den femte rune betegnet under ”a” i det første ord har kendeligt det tegn midt på, som her står tegnet, og om det end er naturlige ridser i stenen, så er det dog lig det samme gjort med flid. Den sidste rune betegnet med ”b” synes at have en liden krog oven i enden, dog det kan være enten stenens naturlige ridse, eller gjort af forseelse med huggejernet.

 

Det 3. ord i 3. linje består alene af 4 runer og ikke 5 runer, således som andre har aftegnet det, så det står ”mudr” og ikke ”mudur.” Det andet ord i 4. linje står aldeles således på stenen, som denne tegning udviser. I samme linje er de 3 første runer og de 2 sidste i det sidste ord aldeles kendelige, men de mellemstående runer er mere sløve [dvs. utydelige].

 

På denne store runestens anden flade, hvor det dyr står ridset i stenen og indviklet i løv og knuder, står neden under i en linje denne runeskrift:
Den første rune i det første ord står temmelig langt fra næstfølgende rune, thi der er en gang eller ujævnhed imellem dem, og rimelig har rune-huggeren villet undgå denne stenens ujævnhed, og derfor sat den anden rune lidt længere hen fra første rune.-

Pa stenens 3. flade, hvor der er ridset en mand i romersk krigsdragt indviklet i løse bånd og knuder, står neden under i en linje denne runeskrift:
Midt i linjen er en del runer borte, hvilket tydeligt ses at være forårsaget ved en voldsom beskadigelse, hvorved der er afstødt eller afskallet en flise af denne hårde sten.”

Portræt af Søren Abildgaard

For at bladre i bogen skal du blot klikke på pilene ude i siderne. Hvis du ønsker at nærlæse i bogen, kan du klikke på selve teksten, hvorefter den åbnes op i en større version. Her kan du zoome ind og ud.

Læs mere om Søren Abildgaard i Poul Grinder Hansen, Søren Abildgaard (1718-1791). Fortiden på tegnebrættet. København 2010.