Sitemap
English
Bookmark and Share

1941 - Udgravning af Sydhøjen og fund af flere bautasten

Ved Sofie Drotner


I 1941 indledte Nationalmuseet en omfattende udgravning af Sydhøjen i Jelling. Bag initiativet stod blandt andre arkæologen, professor Johannes Brøndsted (1890-1865) og arkitekt Ejnar Dyggve (1887-1961). Udgangspunktet var en teori om, at Sydhøjen gemte på et gravkammer som det i Nordhøjen. Tidligere udgravninger af Sydhøjen i 1861 havde ganske vist ikke vist tegn på noget kammer, men undersøgelse af andre vikingetidsgrave siden da havde vist, at gravkamre kunne være anlagt under terræn i højene. Var dette også tilfældet i Jelling, kunne graven ligge under Sydhøjens bund. En medvirkende faktor til udgravningen var frygten for, at den tyske besættelsesmagt kunne tage et lignende initiativ.

Udgravning af Sydhøjen i 1941. Et øst-vest gående snit lægges tværs gennem højen. Nationalmuseet.
Udgravning af Sydhøjen i 1941. Smalle jordbænke af fastlagt bredde og dybde blev fjernet i vandrette lag. En egestolpe, der var rejst i højens midte ved opførelsen i 900-årene, var endnu bevaret. Nationalmuseet.
Udgravning af Sydhøjen i 1941. Til venstre står højens midterstolpe. Nationalmuseet.
Udgravningen i 1941 vakte stor lokal opmærksomhed. I forgrunden ses de første spor af trækonstruktioner. Foto Georg Kunwald.

Træ og sten, men ingen grav

To-mands bærebør af egetræ fra Sydhøjen, anvendt ved opførelsen af højen til at bære tørvene ind i højen. Nationalmuseet.

Udgravningen blev indledt i juli 1941, og man valgte at anlægge et snit tværs gennem højen og systematisk grave store dele af højfylden bort. Den daglige arbejdsstyrke var på omkring 45 mand; alligevel tog det næsten fire måneder at nå højens bund. Undervejs blev der fundet brudstykker af vogne, bærebøre og forskellige slags spader af egetræ. Arbejdet fortsatte ind i oktober og blev først afsluttet i sommeren året efter. Lederen af udgravningen Ejner Dyggve skønnede, at der blev kørt 135.000 trillebøre jord ud af højen. Trods denne enorme indsats blev der ikke fundet en grav, hverken i eller under højens centrale parti. Til gengæld fandt man komplicerede konstruktioner af træ, der så ud til at have spillet en rolle under opførelsen af højen.

Udgravningslederen Ejnar Dyggve og andre deltagere overvejer funktionen af det træskelet, der blev fundet i Sydhøjen i 1941. Nationalmuseet.
Trækonstruktioner i Sydhøjen. Nationalmuseet.
Bautasten i den østligste af to små udgravninger, der blev foretaget i sydsiden af Sydhøjen i 1942; set fra syd. Nationalmuseet.

Allerede i 1861 var udgraverne stødt på store sten i Sydhøjen. I 1941 dukkede nye bautasten op, og mystikken bredte sig. Det viste sig, at de næsten mandshøje sten ikke var tilfældigt anbragt på stedet. Tværtimod stod de systematisk placeret på to lige rækker og udgjorde dermed et selvstændigt monument, som var rejst, før højen blev opført. Ejnar Dyggve fremsatte den teori, at de nyfundne sten udgjorde resterne af et stort trekantet, spidsvinklet helligområde, et såkaldt ”Vi”, der i den brede ende var afsluttet af Nordhøjen. Halveringslinien for vinkelen mellem de to stenrækker passerede midterpælen i Sydhøjen, Harald Blåtands store runesten og gravkammeret i Nordhøjen. Disse iagttagelser bragte øget interesse for området i og omkring de to høje.

Efter den detaljerede undersøgelse af højmidten stod det klart, at Sydhøjen ikke var opført som et egentlig gravsted, men som et monument, hvis funktion ikke ikke kunne fastslås med sikkerhed. Udgraverne konkluderede, at Kong Gorm den Gamle måtte være begravet sammen med Dronning Thyra i Nordhøjens gravkammer.

Den vestlige række af bautasten under Sydhøjen, udgravet i 1941; set fra øst. Nationalmuseet.

Et ”Vi” var indenfor den nordiske før-kristne religion en betegnelse for en indhegnet helligdom. ”Vi’et” havde en helligdom, og var sted for rituelle aktiviteter.