Sitemap
English
Bookmark and Share

Jellingbægerets tilstand

Jellingbægeret vakte opsigt i 1820, selv om man i første omgang var usikker på materialet. Udgravningens leder, oberst Andreas Gram Heide, skrev den 23. november til Oldsagskommissionen i København, at bægeret var ”omgivet ligesom af en polvificend [pulveragtig] Skorpe af Irr og Jord der forhindrede for at see hvad Metal det var, ligesom de paa Bægeret indgravne Figurer kun kunde sees på et Par Stæder, hvor denne Skorpe var borte”.

Den første behandling

Opmåling af Jellingbægeret udført den 18. september 1820 af kaptajn T.C.A. Bloch for Vejkorpset, der deltog i undersøgelsen af kammeret i Nordhøjen. Foto Nationalmuseet.

Bægeret blev bragt ind til en guldsmed i Vejle. Desværre findes der ingen dokumentation for, hvordan bægeret her blev behandlet. Den lokale guldsmed må have erkendt og i et vist omfang taget hensyn til de forskelligartede dekorationer ved sin behandling, men jordfundne sølvbægre er næppe noget, han har haft nogen erfaring med. Korrosionsbelægningerne kan have lignet dem, der blev dokumenteret på de rembeslag, der blev fundet i kammergraven under Jelling Kirke i 1978. Den første rensning af bægeret i 1820 kan meget vel have medvirket til at udviske dele af detaljerne i ornamentikken samt dele af forgyldningen og nielloindlægningen. Niello består af sulfidholdige mineraler, der kan nedbrydes af de rensevæsker og metoder, som man umiddelbart kunne have benyttet sig af ved overfladerensning af det korroderede sølv. I 1820 var man ved udgravningen endnu ikke klar over, at det mørke materiale i furerne ikke var tilfældigt, men tværtimod bevidst pålagt niello.
Det antages, at den synlige tinlodsamling af bægerets to dele stammer fra det lokale guldsmedeværksted.

Sikkert er det, at der på et tidspunkt er sket et brud mellem kop og stilk, idet den nuværende samling håndværksmæssigt set er for ringe til at have været den oprindelige. Den er foretaget ved, at stilkens øverste del som en tap er stukket igennem et rundt hul midt i koppens bund. Tappen er hvinet lidt ud i hullet og samlingen styrket ved tinlodning. Tappen og loddetin ses på koppens ellers pænt indvendigt forgyldte bundflade.

Et boret hul gennem en indvendig forgyldt kop må også i vikingetiden have været i modstrid med almen håndværkspraksis og dertil uhensigtsmæssig i forhold til bægerets praktiske eller rituelle brug. Det er derfor sandsynligt, at bægeret har været svækket efter århundreders ophold i højen, og at bruddet er sket ved fremdragning af bægeret eller den efterfølgende håndtering og rensning. Reparation var nødvendig, men synes dog ikke at have medført ændring i bægerets form eller højde.

Samling af bægeret

Senere, middelalderlige alterkalke er ikke støbt, men smedet, og deres samlingsteknik ligner på ingen måde Jellingbægerets. De to dele – foden med stilk og tap foroven og koppen med et centralt hul i bunden – synes støbt for sig. Bogen om Jellingfundene af Knud J. Krogh og Bodil Leth-Larsen (2007) forklarer, at efter at koppens ydre ornamentik var udført og foden dekoreret, blev de to dele samlet mekanisk via hul og tap. Koppens inderside blev dækket med en tynd guldfolie, som kunne få hæfte til sølvet nedenunder. Folien skjulte sammentapningen og gav en tæt og glat bundflade i koppen. At der er tale om en vedhæftet folie frem for en tyndere lueforgyldning støttes af, at forgyldningen på koppens inderside er påfaldende kraftig, når man ser ind på kanten ved randen.

Behandling af beslagene fra Jelling Kirke

I modsætning til i 1820 var der udviklet fastere procedurer for indlevering til konservering i 1978, da de to sølvbeslag  blev fundet i kammergraven under Jelling Kirke. Beslagene blev overdraget en af Nationalmuseets konservatorer. Det aflange beslag blev behandlet på Nationalmuseet og det korte dyrehoved derefter af samme konservator på Moesgård. Overfladens korrosionsprodukter skulle renses af, så de forskellige dekorationselementer på sølvet med forgyldning og niello blev synlige. Renseprocessen krævede særlig omhu, idet nogle af de tungtopløselige mineraler i korrosionsprodukterne svarer til sulfiderne i den dekorative indlægning. Efterfølgende har det dog vist sig, at rembeslagenes nielloindlægninger er mangelfulde. Overfladen er påvirket af de mange års ophold i jorden, men trods al omhu muligvis også af selve afrensningsprocessen. Niello kan have løsnet sig og faldet ud i strimler, mens overfladen på den bevarede niello delvist er omdannet til metallisk sølv. Konserveringsmetoder er under stadig udvikling, og i dag har konservatorerne fået ny viden om mineraler og korrosionsprocesser via korrosionsingeniørers og kemikeres forskning.


Læs mere om Jellingbægeret i Knud J. Krogh og Bodil Leth-Larsen, Hedensk og Kristent. Fundene fra den kongelige gravhøj i Jelling. Vikingekongernes monumenter i Jelling II. 2007.

Tinlodninger på sølv

Ved at benytte tinlod har man kunnet lave en sammenføjning på bægeret, uden at de sulfider, niello består af, dekomponerede. Dette ville være sket ved de højere temperaturer, der kræves til håndværksmæssigt mere acceptable sølvlodninger. Tinlod består ofte af tin legeret med bly. En røntgenfluorescensanalyse af loddet fra Jellingbægeret i 2012 (udført af Michelle Taube, Nationalmuseet) bekræftede både tin- og blyindhold.