Harald Blåtand i Roskilde
På de fire piller i højkoret i Roskilde Domkirke er der billeder af domkirkens stiftere og dens ældste og fornemste velgørere. En af dem er Harald Blåtand, der er malet på den vestlige pille i korets nordside. Harald er klædt i røde hoser og trøje, blåt skørt og et gult (gyldent) harnisk, der minder om et brystpanser fra antikken. På hovedet bærer han sin krone over en hvid hat.
Under billedet af Harald Blåtand står ”Haraldus rex danie anglie et norvegie pr(imus) fundator huius ec(c)l(esie)” – ”Harald, konge over Danmark, England og Norge, denne kirkes første grundlægger”.
Stifterbilleder
Stifterbillederne i Roskilde er malet i 1500-årene, men de er fornyet mange gange siden, så man ikke længere kan afgøre med sikkerhed, hvordan de oprindeligt så ud. Man har tidligere ment, at det var den historisk interesserede Biskop Lage Urne († 1529), der lod billederne male, men de er formentlig udført i anden halvdel af 1500-årene, vel på initiativ af Frederik II, der i sin regeringstid (1559-1588) lod en række middelalderkirker med kongegrave nyistandsætte og udsmykke – foruden Roskilde også Odense, Ribe, Sorø og Ringsted.
Billederne er måske udført, mens Morten Pedersen var sognepræst ved Roskilde Domkirke (fra 1572 til sin død i 1595). Morten Pedersen var tidligere forstander eller abbed i det reorganiserede Sorø Kloster, hvor han havde interesseret sig for biskop Absalon og hans slægt.
Stifterbillederne, som de ser ud i dag, skyldes tegneren og arkæologen Jacob Kornerup, der malede dem op i 1871-74 på grundlag af de ældre billeder, der blev fundet under de senere overmalinger. Jacob Kornerup deltog som tegner ved udgravningerne i Jelling i 1861.