Harald Blåtands store runesten i Jelling er den største runesten i verden. Den står på kirkegården i Jelling mellem de to store høje og er en af de tidligst kendte runesten i Danmark. Med dens overdådige ornamentik og den usædvanlige skriftordning i vandrette linjer har den tiltrukket sig – og tiltrækker sig stadig – megen opmærksomhed. I dag står den som et manifest af kristendommens indførelse i Danmark og spiller en stor og vigtig rolle i den nationale selvfølelse. Det blev vi endnu engang mindet om, da monumenterne blev udsat for graffiti i februar måned i år – en nyhed, der ramte landets avisforsider. Man mener, at runestenen står på sin oprindelige plads midt mellem de to høje i Jelling.

Den ’lille’ Jelling-sten, Kong Gorms minde over Thyra, har ikke tiltrukket sig nær så meget opmærksomhed som dens yngre bror. Oranamentikken er ikke så overdådig som på den store Jelling-sten og består blot af to slangehoveder, som afslutter indskriften på side B. Udformningen af skriftbåndene følger det normale runestenslayout med lodrette bånd. Sammenlignet med Harald’s runesten, er det en lille runesten, som er ret ydmyg i sit udtryk. Dog må man huske at Gorm’s runesten rejser sig c. 140 cm over jorden, eller sagt med andre ord: størrelsesmæssigt er den en ret almindelig runesten sammenlignet med andre runesten fra første halvdel af 900-tallet (f.eks. Bække 1 og 2, Læborg samt Haddeby 2 og 4). Vi kender ikke den oprindelige placering for Gorm’s runesten, men den må have haft en eller anden forbindelse til den formodede førkristne skibssætning i Jelling. Dette er i hvert fald en placering, man kender fra andre runesten fra første halvdel af 900-tallet (Glavendrup, Tryggevælde og Bække 2).

Formålet med delprojektet er at undersøge Jelling-stenene i forhold til runestenstraditionen i Danmark. Hvordan passer den lille Jelling-sten ind i runestenstraditionen i det tidlige 10. årh., og hvordan passer Haralds runesten ind i den forandring, der skete i runestenstraditionen kort efter kristendommens indførelse? Hvor mange runesten kan egentlig knyttes til Jelling-komplekset, og hvad fortæller dette os om Jelling-dynastiets rolle? For at diskutere disse problemer er det nødvendigt at udrede den kronologiske og regionale udbredelse af runestenene i Danmark og prøve at kaste lys over runestenens oprindelige placering og hvordan dette muligvis udviklede sig.

Indtil videre arbejdes der med kortlægning af runestenene.

Det første kort viser udbredelsen af runesten i første halvdel af 900-tallet frem til kristendommens indførelse. De lyserøde prikker angiver, at dateringen for stenene ikke er helt sikker. Det er værd at lægge mærke til, at skikken har en klar jysk udbredelse, idet de tre røde prikker på Fyn og Sjælland kan henføres til Ragnhild, som rejst både Glavendrup og Tryggevælde samt runeristeren Sote, som ristede Glavendrup og Rønninge.

Det andet kort viser runestensskikkens opblomstring i årtierne efter kristendommens indførelse. Med kristendommens indførelse forsvandt stormændenes mulighed for at manifestere og opretholde de gamle grænsedragninger ved storslåede og kostbare gravlæggelser på de gamle gravpladser, og derfor blev runestensskikken populær. Runestenene var en gammel og fin skik, som man kunne gribe tilbage til og holde fast i, samtidig med at runestenene var fleksible; dels kunne de placeres hvor man ville, dels kunne teksternes indhold tilpasses den nye kristne ideologi.

Projektansvarlig Museumsinspektør, Ph.d. Lisbeth Imer, Danmarks Middelalder og Renaissance, Nationalmuseet.