Sensationelle møntfund i Hedeby
Ved Jens Christian Moesgaard og Volker Hilberg
En gruppe mønter med et karakteristisk korsmotiv tilskrives Harald Blåtand (ca. 958-987), men hvor blev de egentlig slået? I tidens løb har forskningen forsøgt sig med mange forskellige bud: Lund, Roskilde, Odense, Trelleborgene og Jelling. Sågar Wolin i Polen har været foreslået, fordi mange af disse mønter er fundet syd for Østersøen. Møntstedet lå dog næppe her; fundene er snarere udtryk for tætte forbindelser til Danmark.
Den store vikingehandelsby Hedeby ved Danevirke har også været på banen. Men i 1966 afviste den svenske numismatiker Brita Malmer i sin disputats den mulighed på grundlag af et gennemgribende studie af hele udmøntningen. Der var nemlig ikke fundet en eneste af disse mønter i Hedeby eller dens omegn.
Nu er der imidlertid dukket en hel række fund op fra Hedeby! Allerede i 1979 kom der et enkelt eksemplar fra den store udgravning af handelspladsens havn i Hedeby Nor, og nu er der kommet fem mere! I 2003 begyndte man at gå med metaldetektor inden for Hedebys halvkredsvold. Amatørarkæologer fra Bornholm med stor erfaring i at bruge en detektor har været indkaldt som eksperter. Det er der kommet rigtigt mange fund ud af, heriblandt to af Haralds korsmønter. Ved en lille udgravning blev der fundet yderligere tre i et nedbrændt grubehus.
Så med seks korsmønter fundet forskellige steder i Hedeby kan man ikke længere sige, at mønterne ikke fandtes her. Måske er de endda slået i Hedeby? Det ville være et oplagt valg. Man havde nemlig i Hedeby en lang tradition for møntslagning og møntbrug. I det øvrige Danmark var møntslagning derimod slet ikke kendt, hvis vi ser bort fra en meget tidligere udmøntning i Ribe.
Traditionelt mener historikerne, at Hedeby var under tysk herredømme fra 974 til 983. Men hvis korsmønterne er præget i Hedeby i 980’erne for Harald Blåtand, kunne det være, at vi også skulle tage dén hypotese op til revision.
Der findes mere om emnet på hjemmesiden for Wikinger Museum Haithabu