Sitemap
English
Bookmark and Share

Jellingstenene kigges efter i sømmene

Ved Mads Dengsø Jessen

Jelling, maj 2011

Nationalmuseet, Kulturarvsstyrelsen og Århus Universitet har nu indledt undersøgelserne af området omkring de to runesten i Jelling. Dette sker som led i overdækningen af runestenene og er nødvendigt forud for funderingen af de glasmontre, der skal beskytte runestenene for eftertiden. Indtil videre er skoningen på den østlige side af Harald Blåtands store runesten blevet frilagt. Der har tilsyneladende været to faser af skoning, der sandsynligvis svarer til stenens oprindelige skoning og en senere justering, der finder sted i 1586, da de nederste dele af stenen er ved at blive dækket af den omkringliggende kirkegårdsmuld.  I udgravningshullerne kan arkæologerne se, at der har været begravelser helt tæt på den store runesten og endda nærmest ind under stenens skoning. Det har åbenbart været et udmærket sted at blive gravlagt, tæt ved Kong Haralds gamle mindesmærke og tæt på kirken. Selv om det var med et andet formål, har tidligere tider dermed ikke vægret sig mod at grave faretruende nært ved den store sten.

Jelling, maj 2011