Sitemap
English
Bookmark and Share

Udgravningssæsonen 2011 er startet

Ved Anne Pedersen

Udgaravning i Jelling. Gravemaskinen står klar i venstre side af billedet
Feltet vest for kirkegårdens hæk en diset morgen den 6. april. Vejret er ikke rigtigt med arkæologerne. Foto Anne Pedersen.

Udgravningsfelterne fra 2010 i Jelling er nu dækket til. Det samme gælder de to første felter i 2011-sæsonen, der blev indledt af Vejle Museum den 16. marts. To 3 m brede grøfter blev trukket på græsplænen umiddelbart nord for kirkegården i håbet om at finde yderligere spor af stensætning eller bebyggelse. Resultatet var beskedent – et muligt stenspor, en flig af en arabisk mønt og nogle få fyldskifter eller stolpehuller af oldtidskarakter. Den arabiske mønt føjer sig til tidligere fund, og hvor lille den end er, bekræftet den, at der har været aktivitet her i vikingetiden.

 

Vest for kirkegården

I 1964 åbnede museumsinpektør Olfert Voss fra Nationalmuseet et felt lige uden for kirkegårdens hæk mod vest. En række mørke fyldskifter dukkede op, men blev ikke undersøgt nærmere. Feltet blev genåbnet den 4. april, og arkæologerne har fået kontakt til en del af de anlægsspor, der blev registreret i 1964. Nu skal de og den øvrige flade gås efter. Forhåbentlig vil det kunne afgøres, om der er tale om stenspor, stolpehuller i en bygning eller noget helt tredje.

 

Udragningsfeltet i Jelling ses som en grålig firkant bag kirkegården.
Palisade og sporene af vikingetidens bygninger i NØ-kvadranten er nu dækket til. Straks uden for kirkegården anes det østligste af de to felter fra 2011. Foto Anne Pedersen.