Sitemap
English
Bookmark and Share

Vand og grønne plantedele i Nordhøjen - august 2009

Bevæg musen hen over det billede som du ønsker at se. Foto: Morten Fischer Mortensen

Mandag den 24. august blev de første boreprøver taget i Nordhøjen i Jelling. Resultaterne er forbavsende gode. Selv efter 1000 år kan græstørvenes grønne vækstlag stadig anes i prøverne, og allerede nu ser det ud til, at tørvene i Nordhøjen stammer fra pløjejord og ikke hedejord. Lagene i højen har bremset gennemsivningen af vand, og det er sikkert heri, forklaringen skal findes på den brønd, Jellingbønderne i begyndelsen af 1800-årene troede fandtes i højen. Den blev sandsynligvis dannet, da der første gang blev gravet ned til gravkammeret i højens midte. Kammeret blev tømt, og hullet fyldt op igen, men fyldjorden havde en anden karakter end højens tørvelag og bandt ikke vandet på samme måde.

 

Nordhøjens tørvelag er meget fugtige. I et borehul, der stod åbent natten over, var der morgenen efter omkring en halv meter vand, hvoraf der også blev taget en prøve. Alle prøverne fra højen skal nu analyseres af Danmarks Oldtid/Naturvidenskab og Geologisk Institut ved Københavns Universitet. Prøverne vil give ny viden om højens opbygning, men også om det omgivende landskab på det tidspunkt, da højen blev opført. I den kommende uge tages der fat på Sydhøjen.

Foto af mørk jordklump, der indeholder små grønne plantestykker.
Grønne plantedele er stadig bevaret i højens tørvelag. Foto: Morten Fischer Mortensen.
Foto af metalboret, i et hulrum i midten ses jørdprøven.
Boret henter en jordprøve op fra Nordhøjens indre. Foto: Anne Pedersen.
En lille jordklump lægges i pose.
En prøve af højen tages fra til senere analyse. Foto: Anne Pedersen.
Der skrives oplysninger om jordprøven fra Jelling uden på posen.
Oplysninger om jordprøven registreres på posen og i en log. Foto: Anne Pedersen.