Ved Sofie Drotner og Anne Pedersen

I august/september 2009 foretog medarbejdere fra Institut for Geologi og Geografi ved Københavns Universitet og Nationalmuseet en række boringer i de to høje i Jelling, hhv. syv boringer i Nordhøjen og fire boringer i Sydhøjen. Hensigten var at undersøge højenes opbygning og bevaringsforholdene for pollen og planterester samt at indsamle data, der kunne belyse landskabet i og omkring Jelling i vikingetiden.

Den dybeste boring gik ned i en dybde på 9,40 m målt fra toppen af Sydhøjen. Alle boringer nåede vikingetidens gamle overflade og endte i undergrunden, og der blev undervejs udtaget prøver fra markante lag, dels til jordkemiske og fysiske analyser og 14C-dateringer, dels til makrofossilanalyse og pollenanalyser.

Tørvene i højfylden var overraskende velbevarede; vækstlagene var stadig grønne, men farverne blegnede hurtigt i minutterne efter optagelsen. De første analyser af jordprøverne tyder på, at der har været anvendt omtrent samme type tørv hele vejen ned i begge høje. Pollen og makrofossiler viser, at lyngplanter dominerer, et overraskende resultat, da jorden har været ret lerholdig i lighed med undergrunden generelt i Jelling. Der er ikke tale om sandet hedejord, og tørvene er efter alt at dømme taget i nærheden af højene.

Boringerne har rejst nye spørgsmål i forhold til Nordhøjens opbygning og den ’dam’ eller ’brønd’ i højen, som bønderne brugte som vandreservoir i begyndelsen af 1800-årene. Brønden er formentlig opstået netop på grund af den lerholdige tørvejord. Nedgravningen til gravkammeret (det første indbrud) er sandsynligvis ikke blevet fyldt helt op, og der er opstået en mindre sammensynkning i højmidten svarende til den, der ses i mange andre storhøje udsat for senere indgreb. Denne sammensynkning fungerede som et opsamlingsbasin for regnvand, der ikke kunne trænge bort gennem højens lerholdige jord. At der stadig kunne samles vand i højen blev dokumenteret under boringerne, idet vandet i løbet af nogle dage stod højt i de åbne borehuller.