Christian IV’s historiemalerier
Christian IV (1588-1648) bestilte i 1640’erne en serie historiske malerier til Kronborg. Et af dem forestiller Harald Blåtands dåb omkring 960. Maleriet er udført af den hollandske maler Claes Corneliszoon Moeyaert (1591-1655), der er kendt for sine bibelske og mytologiske motiver. Historiemaleriet var en genre, der gav stor prestige. Samtidig stillede den høje krav til kunstneren, idet målet var at fortolke og omsætte de store begivenheder i rigets historie til et billedsprog, som kunne bevæge både sindet og sanserne.
Maleriet af Harald viser 1600-årenes forestillinger om en kongelig dåb. Scenen foregår i en kirke foran alteret. I midten knæler kong Harald. Han er klædt i en blå kjortel under en gul kappe med rødt mønster og besætning af hermelin. Om halsen bærer han en ordenskæde, og ved hans fødder ligger krone og scepter. Bag kongen står biskoppen, der udfører dåbshandlingen; en prælat holder dåbsfadet, og blandt tilskuerne står kongens krigere.
Under den dansk-svenske krig i 1657-60 blev maleriet ført til Sverige som krigsbytte, og det har siden 1702 tilhørt Östra Ryd Kirke nord for Stockholm. I kirken findes en rig samling malerier, hovedsageligt krigsbytte hjemført af feltmarskal, rigsadmiral Karl Gustav Wrangel (1603-1676), og siden skænket til kirken af hans dattersøn Abraham Brahe.