Allerede ved undersøgelsen af Nordhøjen i 1820 blev man klar over, at gravkammeret i højens midte tidligere var blevet åbnet og næsten tømt. I stedet for et rigt udstyr fandt man kun spredte brudstykker af metal og træ. Det lille bæger af sølv var en af de få hele genstande. Det kan have hørt til den dødes udstyr, men helt udelukke, at det blev efterladt efter genåbning af graven, kan man ikke, da det lå neden for det gamle indbrudshul i kammerets loft.

Bægeret er overraskende lille. Det rummer kun omkring 3 centiliter og forekommer for lille til brug som rigtigt drikkebæger. Finn Magnusen og Christian Jürgensen Thomsen, forfatterne af den første beretning om Jelling-fundene fra 1820, foreslog da også, at bægeret var beregnet til rituel brug eller, mindre sandsynligt, til opbevaring af en eksklusiv salve for håret eller huden.

Flere af vikingetidens skattefund indeholder små bægre eller kopper af sølv. De tyder på, at man ved visse lejligheder indtog specielle, måske særligt stærke drikke. Sådanne lejligheder af rituel eller ceremoniel karakter var ikke nødvendigvis påvirket af den kristne ceremoni med altervin; sagaernes beretninger samt træspande, bronzefade og drikkehorn i tidens rige gravfund understreger måltidets og drikkegildets betydning i vikingetiden.

De små sølvkopper i skattefundene er som regel runde og fladbundede i modsætning til Jellingbægeret, der med sin fod og den lille knop på stilken snarere minder om en kristen kalk. Er denne tolkning rigtig – at Jellingbægeret er en lille kalk, måske en rejsekalk – kan det tænkes, at kristne handlinger fandt sted enten i tilknytning til selve begravelsen eller ved den senere åbning af Nordhøjen.