Sitemap
English
Bookmark and Share

Harald Blåtands runesten

Den store Jellingsten er rejst af Harald Blåtand til minde om forældrene Gorm og Thyra. Harald giver samtidig en tydelig karakteristik af sig selv som kristen hersker.

 

Indskriften lyder ’Harald Konge bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyre sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark, og Norge, og gjorde Danerne kristne’.

 

Den store runesten er af lysegrå granitisk gnejs med et rødåret farvespil. Den har fra naturens hånd tre sider, der er udnyttet til en tekstside og to billedsider. Runeskriften er velkendt, men motiverne repræsenterede noget nyt i Norden. Indskriften står i vandrette linier, og de to billedsider minder om opslaget i en bog. Menneskefiguren, der længe blev tolket som et portræt af kongen selv, er den ældste kendte fremstilling af Kristus på korset eller måske snarere Kristus i livets træ herhjemme.

 

I de skriftlige kilder kan Haralds runesten følges tilbage til 1586, hvor Caspar Markdanner, lensmanden på Koldinghus, lod ”opgraffue den Steen paa Kirchegaarden som staar der uden for Kirchedørren”. Markdanner har formentlig sørget for, at den ophobede jord omkring runestenen blev fjernet. En genopretning af stenen i 1981 bekræftede, at den står på sin oprindelige plads midt mellem de to høje.

Harald Blåtands runesten - den store Jellingsten, som også kaldes "Danmarks Dåbsattest".
Harald Blåtands runesten - den store Jellingsten.
Harald Blåtands runesten - den store Jellingsten.