Sitemap
English
Bookmark and Share

Hvordan læses runestenene?

Ved Lisbeth Imer

 

Indskrifterne på runestenene er med en sjælden undtagelse ikke skrevet i vandrette linjer som i en bog, men i lodrette linjer. De danske runesten fra vikingetiden er overordnet set skrevet på tre forskellige måder, parallelorden, bustrofedon (stammer fra græsk og betyder ”som en okse drejer, når man pløjer”) og konturorden. Man begynder som regel i stenens nederste venstre hjørne.

Kong Gorms sten

Læseretningen på Kong Gorm den Gamles sten, den lille Jellingsten
Læseretningen på Kong Gorms sten

Kong Gorms runesten rejst for dronning Thyra er et eksempel på parallelorden. Indskriften i de lodrette linjer læses efter hinanden nedefra og op, først de tre linier på stenens ene bredside, dernæst slutlinien på den modsatte side.

Harald Blåtands runesten

Læseretningen på Harald Blåtands runesten, den store Jellingsten
Læseretningen på Harald Blåtands runesten

Den store runesten rejst af Harald Blåtand efter sine forældre Gorm og Thyra er den eneste, der afviger fra de gængse normer. Her er indskriften skrevet i vandrette linjer, og den læses fra venstre mod højre som teksten i en bog. Det er tydeligt, at Harald har været inspireret af den latinske manuskriptkunst, som var udbredt inden for kirken og ved hofferne i det kristne Europa, og det er ikke utænkeligt, at kongen selv har ejet bøger med tekst og farverige billeder.

Mere om runer?

På Nationalmuseets almindelige website kan du finde mere om runer, runealfabeter og læsning af runer på siderne om runologi.