- Tradition og historie
- 200 års arkæologi
- Jellingbægeret
- Gorm, Harald og Thyra
- Runestenene
- Harald Blåtands runesten - ude og hjemme
- Vikingetiden omkring Jelling
- Kvindegrav fra Ødsted
- Skibet
- Sølvringe fra Randbøl
- Husby i Grejs sogn
- Sølvskatten fra Erritsø
- Kvindegrav fra Enner Mark
- Kvindegrav fra Knabberup Mark
- Bidselbeslag fra Bøgeskov Strand
- Vadested ved Koldborg
- Kong Rans Høj
- Sagn og fund fra Skærmklint
- Snaptunstenen
- Lille Lihme
- Ravninge Enge Broen
- Urnespænde fra Ravning
- Billeder fra Jelling
- Litteratur om Jelling
- Jellingprojektets publikationer
Bidselbeslag fra Bøgeskov Strand
Ved Anne Petersen
I 1994 modtog Nationalmuseet en usædvanlig bronzeplade, som finderen havde fået øje på under en gåtur langs Bøgeskov Strand syd for den gamle indsejling til Rands Fjord ikke langt fra Vejle. Stykket var sikkert faldet ud af en høj lerskrænt, som var ved at blive brudt ned af fjorden. Pladen er knap 10 cm lang og støbt i et stykke. Overfladen er meget slidt, men på den ene side kan man stadig ane tynde furer; de fremhæver konturerne af et hestehoved ved hver ende af pladen. Der er uden tvivl tale om den ene af oprindelig to kindplader, der har siddet i hver sin side på et hovedtøj til en hest. Hullet midt på pladen var beregnet til biddets ene ende. Selve biddet var af jern og er for længst gået til.
Kindpladen er blot et af mange seletøjsbeslag af bronze, der er dukket op i de senere år, rent tilfældigt eller ved udgravninger og målrettet afsøgning med metaldetektor. Beslagene er sjældent hele; øskenen foroven knækker af, eller pladen knækker midt over ved hullet til biddet. Komplette sæt bestående af et bid af jern med tilhørende kindplader og rembeslag af bronze er indtil videre kun fundet i Norge og Sverige i gravsammenhæng. Forklaringen på dette ligger sandsynligvis i tidens gravskik. Dyrehovederne på kindpladerne er udført i den sene vikingetids Ringerike- eller Urnesstil, og de hører derfor hjemme i 1000-årene og eventuelt begyndelsen af 1100-årene. På det tidspunkt blev der ikke længere lagt hesteudstyr i gravene i Danmark. I Norge og Sverige fortsatte denne skik derimod endnu frem til omkring midten af 1000-årene, og det er derfor muligt i gravene her at finde hele bidsler af denne type med beslag af enten bronze eller jern.
Læs mere om bidselbeslaget i artiklen ’Bidselbeslag fra Bøgeskov Strand’ af Anne Pedersen i tidsskriftet Kuml 1997-98.