Sitemap
English
Bookmark and Share

Kvindegrav fra Enner Mark

Ved Anne Pedersen

Bronzesmykker fra en kvindegrav på Enner Mark, ældre vikingetid. Foto Nationalmuseet.

Gravning i en høj på Enner Mark i Tamdrup sogn førte i 1852 til opdagelsen af resterne af en kvindegrav fra første halvdel af 800-årene. På bunden af højen lå to ovale spænder sammen med et lille gennembrudt pladespænde, alle tre af bronze. Af den døde blev kun kraniet bemærket, og der er ingen oplysninger om, hvordan graven så ud.

 

De to ovale spænder er omkring 10 cm lange. De er stort set hele, men er ikke ens. På det ene er der tre runde felter med en lille fast knop i midten på hver side af et bredt midterbånd. Stærkt forenklede dyrefigurer er kilet ind mellem knopperne, og et dyrehoved kan svagt anes på midterbåndet. Det andet og muligvis lidt ældre spænde har en lignende opbygning, men rygbåndet er ovalt, og langs siderne er der to runde felter med korsformede figurer adskilt af et omtrent glat korsformet felt. Mellem felterne er der flettede motiver. Det tredje spænde er sandsynligvis fremstillet i anden halvdel af 600-årene og er derfor noget ældre end de andre smykker. Den døde kvinde har måske fået et gammelt arvestykke eller et smykke fra sin pure ungdom med i graven. Det kan også tænkes, at familien har samlet et helt smykkesæt af det, de nu en gang havde, eller det, de helst ville undvære.