- Tradition og historie
- 200 års arkæologi
- Jellingbægeret
- Gorm, Harald og Thyra
- Runestenene
- Harald Blåtands runesten - ude og hjemme
- Vikingetiden omkring Jelling
- Kvindegrav fra Ødsted
- Skibet
- Sølvringe fra Randbøl
- Husby i Grejs sogn
- Sølvskatten fra Erritsø
- Kvindegrav fra Enner Mark
- Kvindegrav fra Knabberup Mark
- Bidselbeslag fra Bøgeskov Strand
- Vadested ved Koldborg
- Kong Rans Høj
- Sagn og fund fra Skærmklint
- Snaptunstenen
- Lille Lihme
- Ravninge Enge Broen
- Urnespænde fra Ravning
- Billeder fra Jelling
- Litteratur om Jelling
- Jellingprojektets publikationer
Sagn og fund fra Skærmklint
Ved Charlotta Lindblom og Anne Pedersen
Vest for Jelling ligger Skærmklint, tæt ved et af hærvejens forløb op gennem Jylland. Flere sagn knytter stedet til Jelling. I en indberetning fra 1638 fra den lokale præst, formentlig Jørgen Pedersen Lemvig, til professor Ole Worm i København kan man læse, at der ”Langt vester vdj hieden fra Jelling, dog paa Jelling march, findis som en gammel schandtze, kaldis Schiermklint, som sigis aff de gamle Kong Gorm der met sin krigsher at schulle haffue liggen”.
Endnu et sagn er knyttet til Skærmklint. I sit storværk om Danernes bedrifter (Femte Bog, kapitel 15) beretter Saxo Grammaticus omkring år 1200, hvordan sagnkongen Frode Fredegod – for at vise, hvor stor retssikkerheden var i Danmark under hans styre – lod en stor, tung guldring opsætte ved et vejkryds i Jylland, hvor den blev siddende, uden at nogen rørte den. Senere overleveringer fortæller, at stedet skulle ligge ved Skærmklint, ved vejen til Jelling Hede.
Indtil videre er der ikke fundet guldringe omkring Jelling – når der ses bort fra en guldring fra bronzealderen fundet ved udgravning i Jelling i 1861 – og om Kong Gorm virkelig har ligget med sin hær ved Skærmklint, kan ikke afgøres. Det er dog rimeligt at tro, at området omkring Skærmklint har haft en vis strategisk betydning i tilknytning til den nord-sydgående vej op gennem Jylland og med to hovedveje til Øst- og Nordøstjylland løbende umiddelbart syd og nord herfor. Inden for de senere år er der dukket flere fund op, som støtter tanken om aktivitet i vikingetiden ved Skærmklint.
Læs mere om Skærmklint i artiklen ’Nogle Hærvejsforgreninger ved Jelling’ af Aage Lauritsen i Vejle Amts Aarbog fra 1945.