Ved Anne Pedersen

Nationalmuseet modtog i juli 1907 et spænde af bronze, indsendt af handelsgartner H. Pedersen i Kjærbølling, Bredsten sogn. Spændet var fundet ved Ravning, ikke langt fra broen over Ravning Enge. Overfladen på spændet er stærkt slidt, og nålen mangler på bagsiden, men motivet – et stort dyr med bøjet hoved og oprullet bagkrop, omgivet af et fletværk af slangelignende tråde – står stadig tydeligt. Dyret er udført i Urnesstil, den sidste udløber af vikingetidens dyrestile, der har fået navn efter Urnes stavkirke i Norge. En del af tømmeret i den nuværende kirke stammer fra en ældre kirkebygning, hvis indgangsportal og ydervægge var rigt dekoreret med udskårne dyrefigurer. Karakteristisk for stilen er de meget slanke dyre- og slangefigurer, der er flettet tæt sammen og bider hinanden om halsen. Det store dyr i kamp med en slange minder om scenen på Harald Blåtands store runesten i Jelling. Denne er dog væsentligt ældre, fra anden halvdel af 900-årene. Urnesstilen blev introduceret i anden halvdel af 1000-årene og fortsatte i brug efter år 1100.

Spændet fra Ravning er støbt i en form af ler, der blev fremstillet efter en fast grundmodel, formentlig af bly. Processen var en form for masseproduktion, idet grundmodellen kunne anvendes mange gange til fremstilling af nye forme. Til gengæld kunne formene ikke genanvendes, da de ofte blev ødelagt, når det støbte spænde skulle tages ud. Grundmodellen blev efterhånden slidt, så dyrefigurerne gradvis blev mere udflydende sammenlignet med de spænder, der blev produceret i de første forme. Selv om de færdige produkter ligner hinanden, kan der derfor være forskelle i detaljen. Spændet fra Ravning svarer til to ens spænder fra Gl. Hviding og Vilslev i Sønderjylland. Et lignende spænde er fundet ved Värsände i Klinte på Gotland.

Læs mere om Urnesspænder i artiklen ’Urnesfibler i Danmark’ af Lise G. Bertelsen i Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1992.

Læs mere om masseproduktion af Urnesspænder i artiklen ’Masseproduktion af Urnesfibler!’ af Bjarne Lønborg i Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1992.