Sitemap
English
Bookmark and Share

Vadested ved Koldborg

Ved Charlotta Lindblom og Anne Petersen

Voldanlægget Koldborg skjuler sig bag træerne på bakkeknolden. Foto Anne Pedersen.
Umiddelbart vest for grusvejen, der fører op på Koldborg, blev der i 2010 fundet to rækker af træpæle fra et vadested eller en vejdæmning over Vejle Å. Foto Anne Pedersen.

Engene ved Vejle Å overvåges i disse år af Vejle Museum i forbindelse med genslyngningen af åen. Omtrent midt mellem Tørskind og Vork, kun 2 km vest for broen ved Ravning Enge, ligger borg-/voldanlægget Koldborg på en høj bakkeknold, der sydfra skyder sig ud i Vejle Ådal. Ved åen neden for Koldborg er der tidligere registreret rester af et vadested eller en dæmning. I 1986 blev der foretaget prøveboringer på åens nordbred, og træstykker fra dæmningen blev C14-dateret. Dateringerne falder i tre hovedfaser: 3.-6. århundrede, 9.-10. århundrede (vikingetiden) og 1300-årene.

Ved Vejle Museums undersøgelser i 2010 viste det sig, at anlægget var gennemgravet ved udretningen af åen i 1954. Trods skaderne fandt arkæologerne mange store sten samt to rækker nedbankede, tilspidsede træpæle i bunden af det gamle åleje. Prøver af træværket blev udtaget til dendrokronologisk datering.

Rester af nedbankede pæle anes ved landmålerstokken til højre i billedet. Foto Vejle Museum.
Den vestlige pælerække markeret med en landmålerstok, set fra nord. Foto Vejle Museum.