Mysteriet om Jelling
Marlene Kramm, undervisnings- og udviklingsvarlig fortæller om spillet og hvordan man kan spille det.
Projektet vil i samarbejde med firmaet Tripledesign udarbejde et netbaseret undervisningsmateriale for 4. – 6. klasse med Jellingkompleksets udvikling i vikingetiden som tema. Formålet med projektet er at styrke elevernes interesse for kulturhistorie og naturvidenskab samt at give eleverne et indblik i nogle af de mange spændende historier og spørgsmål, som Jellingkomplekset rummer. Undervisningsmaterialet skal synliggøre den proces, som de arkæologiske udgravninger indgår i, en proces, hvor de forskellige teser og uafklarede spørgsmål spiller en central rolle. Materialet skal åbne op for refleksion og diskussion eleverne imellem.
Læringsspillet vil bidrage til at formidle viden om Jellingkomplekset og dets udvikling til grundskolens elever. Det vil samtidig bidrage til at synliggøre den arkæologiske arbejdsproces og sætte fokus på forholdet mellem kilder og tolkninger. I spillet får eleverne mulighed for at være aktive og interagere med stoffet.
Projektansvarlig: Undervisnings- og udviklingsansvarlig Marlene R. Kramm