- Styregruppe og ledelse
- Delprojekter under Jellingprojektet
- Jelling i GIS
- Geoprospektion
- Feltarbejde 2011
- Feltarbejde 2010
- Feltarbejde 2009
- Årringsdateringer fra Jelling
- Jellings store sten
- Jelling 1683
- Landskabet omkring Jelling
- Stednavne i Jelling og omegn
- Broen over Ravning Enge
- Frådstenskirker i Østjylland
- Runesten i kontekst
- Magt og mønter
- Kult og kirke
- Jelling og Jellingstilen
- To pragtgrave på Fyn
- Udstillinger
- Læringsspil
- Digitalisering af fotos
- Statusrapporter
Jellings store sten
Allerede i 1861 blev man klar over, at der lå store sten inde i Sydhøjen, men først en omfattende udgravning i 1941 afslørede, at stenene stod på to rækker. Udgraveren Ejnar Dyggve tolkede den gang rækkerne som de to sider i et mægtigt trekantet ’vi’ eller helligt område. Ikke alle var enige heri. En mindre undersøgelse i sydsiden af højen i 1992 tydede på, at rækkerne snarest var svagt krumme; stensætningen havde derfor med stor sandsynlighed form af et mægtigt skibsomrids. Tanken havde allerede tidligere været fremme og er da heller ikke fjern, idet der adskillige andre steder i Norden er rejst skibe af sten. I 2006 dukkede nye sten op ved Vejle Museums undersøgelser nord for Nordhøjen. Stenene danner en smal trekant, måske den nordlige spids i en kæmpemæssig skibssætning med en anslået længde på 360 m, langt mere end alle andre kendte skibssætninger i Norden.
Skibssætningens omrids er ikke længere synlig i landskabet, og mange sten er i tidens løb formentlig genanvendt til andre formål. Projektets mål er at samle og publicere de spredte vidnesbyrd om store, bautalignende sten, der siden 1700-årene er fundet på og omkring kirkegården i Jelling, og som måske har hørt til den store skibssætning. Fremlæggelsen vil omfatte en gennemgang og vurdering af alle stenfund og formodede stenspor samt efterretninger om nu forsvundne sten. Grundlaget for de forskellige teorier, der gennem tiderne har været fremsat til forklaring af Jellings store sten, vil blive taget op, herunder også grundlaget for dateringen af sten og stensætning. Stensætningen i Jelling vil endeligt blive sammenlignet med samtidige stensætninger/skibssætninger i det skandinaviske/nordeuropæiske område med henblik på en samlet konklusion og tolkning.
Projektansvarlig: Museumsinspektør Steen Wulff Andersen, Vejle Museum.