Af Rikke Steenholt Olesen

Nogle siger og skriver Jellinge, andre Jelling. Men hvorfor? Er det ene en ældre sprogbrug end det andet, eller er der en anden forklaring?

Vi kender alle det jyske stednavn Jelling, fordi der til sognet og landsbyen er knyttet en helt særlig historie om vikingetidskonger, storhøje og runesten. Slår man op i listen over autoriserede stednavne, vil man se, at navnet skal staves uden ‑e, Jelling.

Færre af os er opmærksomme på, at der sådan cirka midt mellem Slagelse, Skælskør og Næstved engang har ligget en landsby med samme navn. Allerede i middelalderen blev det sjællandske Jellinge opdelt i to; henholdsvis Nørre Jellinge og Sønder Jellinge. Nørre Jellinge omdøbtes siden til Ting Jellinge med sigte til, at Flakkebjerg Herreds ting har været holdt ved denne by.

Den opmærksomme læser vil allerede have noteret sig, at det sjællandske Jellinge, i modsætning til det jyske Jelling, skrives med ‑e. Ser man på autoriserede former af hele Danmarks talrige ‑inge-navne, vil man opdage, at tendensen er generel; former med -e optræder på øerne, mens former uden -e hører Jylland til.

Denne forskel i udtale og skrivemåde er ikke oprindelig, men skyldes, at man i jysk konsekvent skipper udtalen af svækkede, tryksvage vokaler i slutningen af ord (jysk apokope). Når jyske -ing(e)-navne på f. eks. jernbanestationer optræder med former, der slutter på -e, er det altså udtryk for en (skrift)sprogsregulering, der var domineret af sjællandsk, mens nutidens autoriserede skriftformer tager lidt hensyn til den jyske udtale.

Det er således ikke mere rigtig at sige Jelling-sten end Jellinge-sten, men skriftreguleringen byder os at skrive det jyske Jelling uden -e, det sjællandske med.