Sitemap
English
Bookmark and Share

Palisaden syd for Gormsgade

Ved Anne Pedersen

Jellingprojektet indledte sin arkæologiske feltsæson 2010 den 10. maj med en udgravning i Gormsgade 7-9 i Jelling. Vejle Museum står for udgravningen. Museet har tidligere gravet på de to grunde, men med resultaterne fra udgravningerne nord og nordøst for Jellingmonumenterne i 2006 og 2007 var det oplagt at se nærmere på området igen. Her kunne spidsen af den kæmpemæssige skibssætning forventes, og det sydlige forløb af det store palisadehegn burde også kunne følges.

To felter blev lagt ud, det ene umiddelbart syd for Gormsgade ud for Sydhøjen, det andet lidt længere inde på grundene der, hvor hegnet burde være. Feltet ud for Sydhøjen gav desværre ikke rigtig resultat – og altså heller ikke et stolpehul, der kunne måle sig med det 1,7 m dybe stolpehul, der i 2007 blev fundet i tilknytning til gruppen af store sten nord for Nordhøjen, de sten, der er foreslået tolket som spidsen af en mægtig skibssætning på omkring 350 m i længden. Der var heller ingen spor af, at der her kunne have stået store bautasten svarende til dem, der er fundet under Sydhøjen. Alt var forstyrret ned til stor dybde, efter sigende fordi der har været kældre under husene. Der blev taget en prøve til TL (termoluminiscens)-datering, og derefter blev det firkantede hul dækket til igen.

Til gengæld gav feltet tværs over de to grunde et strålende resultat. Allerede den første uge dukkede palisadeforløbet op i den østlige halvdel af feltet præcis der, hvor det skulle. Fundamentgrøften var omkring 17 m lang og løb i en fuldstændig lige linie med de efterhånden velkendte ’udposninger’, som vi har set både i udgravningen af palisaden nordvest for monumenterne og i den vestlige linje, der dukkede op i Vestergade. Der er en hel del farveforskelle i fylden, og længst mod øst er op til 60-65 cm bevaret under det afrensede niveau, hvilket lover godt for oplysninger om palisadens konstruktion.

Palisadeforløbet i den vestlige del af udgravningsfeltet syd for Gormsgade, set fra øst. Foto Vejle Museum.

Fundet af en flintøkse

Ugen efter blev den vestlige del af feltet gravet i bund, og det lykkedes at finde palisaden i hele udgravningsfeltets længde, dvs. over 30 m. I denne vestlige del viste der sig en lille lavning, som en gang har været meget fugtig lige som de lavninger, der i 2009 blev fundet i søgegrøfterne nord og nordøst for monumenterne. Palisadens grøft er gravet ned gennem denne aflejring og er altså yngre end denne. Hvor gammel lavningen kunne være, blev antydet af et højst overraskende fund, et fragment af en meget flot tyndnakket flintøkse fra den tidlige bondestenalder. Øksen er fra tiden omkring 3.500 f.Kr. og har intet med Harald Blåtand og Jellingmonumenterne at gøre, men den viser, at området omkring Jelling var beboet allerede af de tidligste bønder.

Her fortsætter Jellingprojektet

Efter udgravningen i Gormsgade fortsætter vi fra midten af juni på Markedspladsen bag Jelling Kro. Her håber vi at finde det store palisadeanlægs nordvesthjørne. Efter sommer følger vi op med en undersøgelse på gruspladsen øst for Smededammen. Målet er her at finde anlæggets sydøsthjørne. Vejle Museum står for begge udgravninger. Også i juni indleder Jellingprojektet sammen med Aarhus Universitet og Vejle Museum udgravningen af palisadeanlæggets nordøstlige kvadrant, nord og nordøst for Nordhøjen. Her forventer vi at kunne få mere at vide om de aktiviteter, der har udfoldet sig inden for det imponerende anlæg. I tilknytning til udgravningerne i juni og i juli er der arrangeret omvisninger. Oplysninger kan fås ved Vejle Museum eller ved Kongernes Jelling.

I 2009 blev der udført boringer i Nord- og Sydhøjen. Dette projekt fortsætter i 2010, og i august/september vil der blive boret i Mangehøjene for at indhente viden om oldtidens landskab omkring monumenterne og at få et grundlag at sammenligne de to kæmpehøje med. Ligner de eller er de forskellige fra oldtidens høje i Jelling?

Herunder kan du se en lille film fra udgravningerne i Gormsgade. Klik på selve filmen for at se den i et større format på Youtube.

Museumsinspektør Steen Wulff Andersen beretter om undersøgelsen af palisaden for deltagerne i projektets anden konference i maj.
Palisadeforløbet syd for Gormsgade set fra vest. Den mørke jord midt i billedet er resterne af en lille, fugtig lavning; heri lå der et fragment af en flintøkse. Foto Vejle Museum.
Flintøkse fra udgravningen syd for Gormsgade. Øksen er knækket, så nakken mangler. Foto: Vejle Museum