Myten om dronning Thyra
Den danske historiker Sven Aggesen priste omkring 1185 dronning Thyras skønhed, klogskab og handlekraft. Saxo føjede godt 15 år senere nye oplysninger til i sit store værk om danernes bedrifter. Thyra kom efter sigende fra England, og hun fik to sønner, Knud og Harald. Sven Aggesen og Saxo var begge enige om, at det var Thyra, der opførte Danevirke og forsvarede det danske rige mod den tyske kejser.
Sven Aggesens og Saxos beretninger levede videre som kilde til de myter, der opstod om dronning Thyra i århundredernes løb. Interessen for dronningen var særlig stor i 1800-årene, hvor adskillige af tidens kunstnere lod sig inspirere af myterne om hende.
I lighed med resten af Europa var Danmark præget af en nationalromantisk bølge. Blikket blev rettet mod historien og dens berømte personer ikke mindst efter nederlaget til Prøjsen i 1864, da store dele af Jylland gik tabt. Dronning Thyra var et strålende eksempel på tidens kvindeideal – på én gang mor og dronning, den modige forsvarer af riget og den kristne tro.
Læs mere om Dronning Thyra i bogen ’Myten om Dronning Thyra’ af Leif Ingvorsen (Højbjerg 1988).