Jellingbægeret vakte opsigt i 1820, selv om man i første omgang var usikker på materialet. Udgravningens leder, oberst Andreas Gram Heide, skrev den 23. november til Oldsagskommissionen i København, at bægeret var ”omgivet ligesom af en polvificend [pulveragtig] Skorpe af Irr og Jord der forhindrede for at see hvad Metal det var, ligesom de paa Bægeret indgravne Figurer kun kunde sees på et Par Stæder, hvor denne Skorpe var borte”.

Sikkert er det, at der på et tidspunkt er sket et brud mellem kop og stilk, idet den nuværende samling håndværksmæssigt set er for ringe til at have været den oprindelige. Den er foretaget ved, at stilkens øverste del som en tap er stukket igennem et rundt hul midt i koppens bund. Tappen er hvinet lidt ud i hullet og samlingen styrket ved tinlodning. Tappen og loddetin ses på koppens ellers pænt indvendigt forgyldte bundflade.

Et boret hul gennem en indvendig forgyldt kop må også i vikingetiden have været i modstrid med almen håndværkspraksis og dertil uhensigtsmæssig i forhold til bægerets praktiske eller rituelle brug. Det er derfor sandsynligt, at bægeret har været svækket efter århundreders ophold i højen, og at bruddet er sket ved fremdragning af bægeret eller den efterfølgende håndtering og rensning. Reparation var nødvendig, men synes dog ikke at have medført ændring i bægerets form eller højde.

Senere, middelalderlige alterkalke er ikke støbt, men smedet, og deres samlingsteknik ligner på ingen måde Jellingbægerets. De to dele – foden med stilk og tap foroven og koppen med et centralt hul i bunden – synes støbt for sig. Bogen om Jellingfundene af Knud J. Krogh og Bodil Leth-Larsen (2007) forklarer, at efter at koppens ydre ornamentik var udført og foden dekoreret, blev de to dele samlet mekanisk via hul og tap. Koppens inderside blev dækket med en tynd guldfolie, som kunne få hæfte til sølvet nedenunder. Folien skjulte sammentapningen og gav en tæt og glat bundflade i koppen. At der er tale om en vedhæftet folie frem for en tyndere lueforgyldning støttes af, at forgyldningen på koppens inderside er påfaldende kraftig, når man ser ind på kanten ved randen.

I modsætning til i 1820 var der udviklet fastere procedurer for indlevering til konservering i 1978, da de to sølvbeslag  blev fundet i kammergraven under Jelling Kirke. Beslagene blev overdraget en af Nationalmuseets konservatorer. Det aflange beslag blev behandlet på Nationalmuseet og det korte dyrehoved derefter af samme konservator på Moesgård. Overfladens korrosionsprodukter skulle renses af, så de forskellige dekorationselementer på sølvet med forgyldning og niello blev synlige. Renseprocessen krævede særlig omhu, idet nogle af de tungtopløselige mineraler i korrosionsprodukterne svarer til sulfiderne i den dekorative indlægning. Efterfølgende har det dog vist sig, at rembeslagenes nielloindlægninger er mangelfulde. Overfladen er påvirket af de mange års ophold i jorden, men trods al omhu muligvis også af selve afrensningsprocessen. Niello kan have løsnet sig og faldet ud i strimler, mens overfladen på den bevarede niello delvist er omdannet til metallisk sølv. Konserveringsmetoder er under stadig udvikling, og i dag har konservatorerne fået ny viden om mineraler og korrosionsprocesser via korrosionsingeniørers og kemikeres forskning.