Dengang de to kæmpehøje i Jelling var ganske nye og runestenene ligeså, da vidste alle, hvorfor højene var blevet opført, og hvorfor kongerne Gorm og Harald havde rejst de to runesten netop der omkring år 950 og 965. Men efterhånden som tiden gik, svandt erindringen om begivenhederne i Jelling ind, og den eksakte viden om monumenterne gik tabt. Mindesmærkerne blev henvist til kun at fortælle, hvad de selv udtrykker. Først omkring 1185 førte Sven Aggesen og sidenhen Saxo omkring år 1200 de to høje, men ikke runestenene, ind i historieskrivningen.

Op gennem middelalderen er der berettet meget lidt om Jelling og intet om de to runesten. Først i 1580’erne, da der via Jelling blev anlagt en vej mellem Koldinghus og Skanderborghus, begyndte der at komme fremmede til byen. Man blev atter opmærksom på runestenene, og da der sent i 1500-årene samtidig blomstrede en interesse op for fortiden, kom stenene endelig frem fra glemselens mørke. Lensmanden på Koldinghus, Caspar Markdanner, fik i 1586 til opgave at ”opgraffue den Steen paa Kirchegaarden som staar her uden for Kirchedørren”, så Haralds runesten igen kunne komme til ære og værdighed.

Også i dag er der stort fokus på, at de to unikke runesten i Jelling præsenteres på bedst mulig vis. Deres bevaringstilstand er derfor af afgørende betydning, ikke mindst for stenenes fremtid. I perioden 2006 til 2008 har Nationalmuseets Bevaringsafdeling gennemført en omfattende undersøgelse af de to sten. Arkivskuffernes mange tegninger, stik og fotos er i den sammenhæng vigtige kilder til viden om runestenenes bevaringstilstand gennem de sidste godt 400 år.