Den ældste kendte afbildning af Harald Blåtands store runesten skyldes Henrik Rantzau (1526-1599), statholder i hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Rantzau tog initiativ til at lade et prospekt udarbejde over monumenterne i Jelling, og dette blev udgivet første gang i Peter Lindebergs berømte værk ’Commentarii rerum memorabilium in Europa’, der udkom i Hamborg i 1591.

Prospektet viser kun Haralds store runesten. Den noget forstørrede sten er gengivet fra sydvest, så man ser dyresiden og Kristussiden, men motiverne er frit fortolket. Det store dyr på dyresiden mangler, og Kristus står ikke med samlede ben. Runeteksten er ligeledes forkortet, men afsluttes dog korrekt med ordet kristnã. Under selve tegningen er runeindskriften fra tekstsiden gengivet, men ikke indskriften fra de to viste sider. Harald betegnes som Kejser over Danmark i stedet for den, der vandt sig Danmark.

På prospektet ses endnu en sten, ”F”, der er placeret på Sydhøjen. Der kan muligvis være tale om kong Gorms lille runesten, men da dette langtfra er sikkert, kan den lille runestens oprindelige placering ikke fastslås med sikkerhed. Under selve tegningen ses indskriften fra den lille runestens forside, men ikke bagsiden med ordene Danmarks Bod. I et håndskrift fra omkring 1600 er der en beskrivelse af den store runesten, og det oplyses, at den lille runesten må være faldet om og har ligget ved kirkedøren, hvor den blev brugt som bænk.

Vurderes det Rantzau’ske prospekt i et bevaringsmæssigt perspektiv, så fremstår Haralds runesten helstøbt og uden skader. Dette må dog tages med alle former for forbehold på grund af den frie kunstneriske tilgang til motivgengivelsen.