- Tradition og historie
- 200 års arkæologi
- Jellingbægeret
- Gorm, Harald og Thyra
- Runestenene
- Gorm den Gamles runesten
- Harald Blåtands runesten
- Basses runesten
- Hvordan læses runesten?
- Runestenene før og nu
- Henrik Rantzau's prospekt, 1591
- Jon Skonvig, 1627
- Søren Abildgaard, 1771
- Ole Jørgen Rawert, 1819
- Adam Müller, 1835
- Jakob Kornerup, 1861
- Julius Magnus-Petersen, 1869-71
- Julius Magnus-Petersen, 1878
- Hans Andersen Kjær, 1897
- En privatmands fotos, 1935
- Runolog Erik Moltke, 1971
- Ludvig Stubbe-Teglbjærg gnidebilleder, 1973
- Peter Henrichsen, afforming og kopiering i 1984
- Roberto Fortuna, 2006
- Bevaringsundersøgelsen 2006-08
- 3D-lysscanning, 2007
- Ny bog om Danmarks runesten
- Harald Blåtands runesten - ude og hjemme
- Vikingetiden omkring Jelling
- Billeder fra Jelling
- Litteratur om Jelling
- Jellingprojektets publikationer
3D-lysscanning, 2007
I den undersøgelse af de to runesten i Jelling, der blev gennemført i 2006-08, blev ny teknologi i form af 3D-lysscanning taget i anvendelse for at dokumentere stenenes nuværende fysiske udstrækning i tre dimensioner. Først blev et lokalt rumligt koordinatsystem etableret ved, at fixpunkter, små cirkulære klistermærker, midlertidigt blev klistret på runestenene. Mærkerne blev placeret jævnt ud over overfladen med en indbyrdes afstand på 20-30 cm. Desuden blev større målemærker placeret rundt på stenene i en indledende registrering. Med et håndholdt højopløseligt fotogrammetrisk digitalkamera blev de eksakte rumlige positioner af disse fixpunkter og målemærker registeret. Et software-program sammenstillede fixpunkterne til en punktsky, altså et veldefineret rumligt koordinatsystem rundt på runestenenes overflader.
Derefter blev stenoverfladerne opmålt med lysscanneren. En lyskilde sendte mønstre (striber) af hvidt lys hen over stenoverfladen alt imens, at mønstrene blev observeret af to højopløslige kameraer. Computeren opsamlede på baggrund af observationerne automatisk 3D-koordinater (x-, y- og z-værdierne) for hver enkelt kamerapixel. Ud fra disse punktobservationer blev der ved hjælp af softwaren etableret bittesmå triangulære flader mellem punkterne. For hver mm2 af overfladen blev der registeret ni punkter, og den absolutte nøjagtighed er +/- 0,022 mm.
Nationalmuseet har siden 1984 har haft kopier af begge runesten og det var derfor muligt også at lysscanne kopiernes tredimensionelle udstrækning. Kopier kan betragtes som et øjebliksbillede af et objekts rumlige form på et givet tidspunkt. Scanningerne af original og kopi blev derefter lagt ind over hinanden digitalt og sammenlignet i udvalgte områder. På denne måde kunne der fremstilles et kort af sammenligningen. Grøn udtrykker lighed mellem fortid og nutid (1984 og 2007). Røde og blå nuancer udtrykker forskelle mellem fortid og nutid, hvor rød er tab af materiale, mens blå er tilvækst af materiale (tilvækst kan eksempelvis være begroning af lav).
Kopierne var oprindeligt tænkt som en dokumentation anno 1984. Med lysscanningen er det nu muligt at vriste flere oplysninger ud af dem, fordi de sammen med originalerne kan dokumentere en negativ udvikling, altså tab af bjergartsmateriale. Undersøgelsen afslørede desværre, at der er sket tab af materiale siden 1984 på begge runesten.
Læs mere om runestenenes bevaringstilstand i bevaringsrapporten.