Sitemap
English
Bookmark and Share

Adam Müller, 1835

Gorms lille runesten tegnet af Adam Müller, 1835. Nationalmuseet.

I 1835 var den unge maler og tegner Adam Müller (1811-1844) i Jelling. Som elev af C. W. Eckersberg fulgte han i sin lærers fodspor som historiemaler. I Jelling tegnede han begge sten, nemlig de to sider af Gorms lille runesten og de tre sider af Haralds store runesten. Tegningerne blev sidenhen rentegnet af P. Schöler.

Fra og med Adam Müllers tegninger træder en egentlig realisme og detaljeringsgrad tydeligt frem i gengivelsen af de to runesten. Derfor rummer tegningerne også i et bevaringsmæssigt perspektiv flere oplysninger end de tidligere tegninger. Müller har således tegnet afsprængninger temmelig præcist, vel at mærke der, hvor de har stået med skarpe kanter, men diffust, hvor der må have været tvivl. Af revnerne er kun et fåtal tegnet.

Begyndende realisme

På forside af Gorms lille runesten er der tegnet en større afsprængning i runebåndenes anden og tredje linje i ordene karþi og aft. Afsprængningen er endnu mere markant i dag. Derimod har Müller ikke tegnet den afskalning, som i dag ses i første runelinje i ordet kurmR. På bagsiden er en enkelt revne indtegnet til venstre for runebåndet gående ned fra skulderen på stenens vestvendte side. Runebåndet på bagsiden er foroven afsluttet med to spiraler i begge sider samt en skrå linje mod højre. Müller må have kendt Søren Abildgaards tegning og tolkning af dette diffuse motiv og selv have tolket videre på det. På trods af stor realisme i tegningerne har der åbenbart også været rum for gisninger. I dag tolkes motivet som mindst et slangehoved.

På Harald Blåtands store runesten har Müller tegnet en del revner i ornamentikken over indskriften på tekstsiden. En stor revne i nederste linje er ligeledes tegnet ind. På dyresiden er en stor afskalning nederst til højre efter sekvensen nuruiak tydeligt markeret. Desuden er den revne, som løber nedefter fra det store trekantede afslag markeret indtil dyrets akanthusnakketop, og der ses et par revner mod venstre samt en revne i runebåndets begyndelse. På Kristussiden er hele partiet midt i indskriften borte, bortset fra den nederste del af k-runen i kristną. Desuden antyder Müller en revne i det venstre triquetra ved Kristi ben samt en revne øverst i triquetraen til højre for benene.

Bevaringsmæssigt vidner Adam Müllers tegninger om, at runestenene var under nedbrydning allerede i 1835. Skaderne i form af afsprængninger og revner havde blot ikke samme omfang som i dag. Nedbrydningen er således en fortløbende proces.

Tekstsiden af Haralds store runesten, tegnet af Adam Müller, 1835. Nationalmuseet.
Dyresiden af Haralds store runesten, tegnet af Adam Müller, 1835. Nationalmuseet.
Kristussiden af Haralds store runesten, tegnet af Adam Müller, 1835. Nationalmuseet.