Arkæologen Hans Andersen Kjær (1873-1932) må have været i Jelling i 1897, idet han har efterladt et par fotos fra besøget i Nationalmuseets arkiver. Det ene foto viser Kristussiden på Harald Blåtands store runesten. Begroningen, som i et bevaringsmæssigt perspektiv straks falder i øjnene, må være lav.

Øst for runestenen har der i mere end hundred år stået et lindetræ, der har skygget for stenen i de tidlige morgen- og formiddagstimer. Følgen er, at stenen har været mere fugtig, end den ellers ville have været, og fugten har skabt bedre vækstbetingelser for lav. Lindetræets krone har desuden strakt sig ind over stenen. Hver eneste sommer har kronen antageligt været angrebet af lindebladlus (Eucallipterus tiliae). Lindebladlus har en kropslængde på 1,8-3,0 mm. De lever, ofte i store mængder, på undersiden af lindebladene, hvor de borer deres snabel ned i bladets ledningsstreng for at suge saften ud. Saften indeholder protein, glucose og fructose. Bladlusene bruger selv proteinet og en del af glucosen, men ikke fructosen. Den optages ikke i tarmsystemet, men udskilles som ekskrement. Disse ekskrementer eller honningdug kan mærkes som en fin støvregn af små klæbrige dråber, der lægger sig som en hinde over det, som måtte være under lindetræet – i Jelling altså den store runesten. Fructosen giver ligeledes laverne bedre vækstbetingelser.

Laverne har dog ikke fået lov til at gro uhindret. Med mellemrum er begge runesten blevet renset, og i et brev fra den 3. september 1902 beretter konservator Steffensen om en noget hårdhændet afvaskning af stenene: ”Efter Hr. Museumsdirecteur Dr. phil. Mollerups Anmodning, har jeg fjernet det Lag af Stenmos (Lav), som havde dannet sig paa de to smukke og sjælne Runestene over Gorm og Thyra paa Jellinge Kirkegaard, og som til dels skjulte Indskriften og Ornamenterne. Ved en Afvaskning med en stærk Saltoplösning er Granittens smukke Farve nu kommet frem og Ornamenterne staa rene og tydelige.”