Jakob Kornerup (1825-1913) havde mange talenter, både som tegner, maler, arkæolog og konservator. I 1861 kom han til Jelling for at tegne de to runesten, og senere samme år blev tegningerne omsat til stik. Arkæologen C. F. Herbst skrev den 31. juli 1861 til formanden for Oldsagskommissionen, C. J. Thomsen, at ”Runestenene ved kirken bliver aftegnede af Kornerup med den störste Omhyggelighed. Hans Tegninger indeholder mange, tildeels vigtige Berigtigelser af Adam Müllers Tegninger, skjöndt disse virkelig ere höist respeitable.”

Kornerups tegninger giver et realistisk og detaljeret billede af de to runesten. Dog har han valgt at gengive dyre- og Kristussiden på Haralds store runesten i én og samme tegning, hvorfor de to sider ses lidt på skrå. Af samme grund er det heller ikke muligt at se skaderne på kanterne mod tekstsiden. Afsprængninger er tegnet forholdsvis præcist med rimeligt skarpe grænser, mens revner gerne står mere diffust.

Forsiden på Gorms lille runesten har den samme afsprængning i ordene karþi og aft i anden og tredje linje, som Adam Müller gengav i 1835. Heller ikke hos Kornerup optræder den afskalning, som i dag ses i ordet kurmR i første linje. På bagsiden har han markeret begroning af mos eller lav; dette til trods for, at C. F. Herbst i sin dagbog har noteret, at man skrubbede på runestenene fem dage i træk. Tegningen viser også, at Gorms runesten den gang hældede temmelig meget mod vest. Den er siden blevet rettet op.

Revnerne på tekstsiden på Haralds runesten har nogenlunde samme udbredelse som på Adam Müllers tegning fra 1835, men er dog generelt lidt længere. Kornerup har desuden markeret skader i indskriftens første linje i ordet haraltr. Nederst på siden har Kornerup tegnet en stor afsprængning. Denne er ikke registreret af Müller og må derfor være opstået i perioden mellem 1835 og 1861. Desuden er der afsprængninger i den nederste halvdel af runerne i sekvensen sąR. Den store revne, der løber på dyresiden fra det store trekantede afslag og nedefter til dyrets nakketop, har samme længde som i dag. Kornerup har desuden tegnet flere mindre revner ind, eksempelvis en revne ved dyrets højre baghase, en revne i haledusken samt en revne i slangens akanthusflig. Også nederst på siden er der angivet flere revner under runeindskriften. På Kristussiden er den fragmentariske runeindskrift tegnet på samme vis som hos Müller i 1835. Nedbrydningen af indskriften er således nok ikke forværret i den mellemliggende periode. Derimod er nedbrydningen af afsprængningen i den store triquetra mod venstre tydeligt forværret sammenlignet med Müllers tegning, og området er yderligere nedbrudt i dag, en bekymrende udvikling.