- Tradition og historie
- 200 års arkæologi
- Jellingbægeret
- Gorm, Harald og Thyra
- Runestenene
- Gorm den Gamles runesten
- Harald Blåtands runesten
- Basses runesten
- Hvordan læses runesten?
- Runestenene før og nu
- Henrik Rantzau's prospekt, 1591
- Jon Skonvig, 1627
- Søren Abildgaard, 1771
- Ole Jørgen Rawert, 1819
- Adam Müller, 1835
- Jakob Kornerup, 1861
- Julius Magnus-Petersen, 1869-71
- Julius Magnus-Petersen, 1878
- Hans Andersen Kjær, 1897
- En privatmands fotos, 1935
- Runolog Erik Moltke, 1971
- Ludvig Stubbe-Teglbjærg gnidebilleder, 1973
- Peter Henrichsen, afforming og kopiering i 1984
- Roberto Fortuna, 2006
- Bevaringsundersøgelsen 2006-08
- 3D-lysscanning, 2007
- Ny bog om Danmarks runesten
- Harald Blåtands runesten - ude og hjemme
- Vikingetiden omkring Jelling
- Billeder fra Jelling
- Litteratur om Jelling
- Jellingprojektets publikationer
Julius Magnus-Petersen, 1869-71
Som ung mand stod Julius Magnus-Petersen (1827-1917) i en ledig stund og tegnede en runesten i sneglegangen i Rundetårn. Her var der opstillet en række runesten, som var bragt til København af oldforskeren Ole Worm i 1652. Stenene blev siden en del af Oldsagskommisionens samlinger på Trinitatis kirkes loft. Mens Magnus-Petersen stod og tegnede, kom den runeinteresserede professor Peder Goth Thorsen (1811-1883) forbi og bemærkede tegnerens evner. Dette tilfældige møde blev indledningen til et samarbejde om publicering af de danske runesten. I løbet af tre somre i årene 1869-71 tegnede Magnus-Petersen de jyske runesten, og i én af disse somre besøgte han Jelling. Thorsens værk ’Jyllands Runemindesmærker tillige med Meddelelser om alle Øernes’ udkom dog først i 1879.
Magnus-Petersen gengav afsprængningen i anden og tredje linje på forsiden af Gorms lille runesten med næsten den udstrækning, som den også har i dag. Den afsprængning, som i dag ses i første linje i kurmR, ses ikke. Derimod har Magnus-Petersen markeret en lang revne tværs gennem ordet. Der er ligeledes en lang revne i anden linje, der i dag fortsat ses som et langt revneforløb på begge sider af afsprængningsområdet. På bagsiden er afslutningen foroven på runebåndet tolket som spiraler og streger. Magnus-Petersen har således været på sporet af tolkningen af motivet som slangehoved.
Afsprængningerne og det store revnesystem tværs over toppen på tekstsiden af Haralds store runesten har Magnus-Petersen tegnet på samme vis som Jakob Kornerup i 1861. Skaderne er dog vokset en anelse i omfang. Derimod har Magnus-Petersen på sin tegning af dyresiden ikke markeret hele revnen fra det trekantede afslag og nedefter med samme udstrækning som Kornerup. Den store afsprængning mod bunden er også gengivet omend noget diffust, og de fleste af de revner, som ses i dag i tovsnoningen mod venstre og mod bunden, er ligeledes tegnet. På Kristussiden er der ikke optegnet skader på øverste halvdel af stenen, men derudover er afsprængninger og revner de samme som hos Adam Müller i 1835 og Kornerup i 1861.