I årene 1805 til 1849 foretog Ole Jørgen Rawert (1786-1851) i sin egenskab af embedsmand en lang række rejser i ind- og udland, hvor han tegnede og malede de miljøer, han så. Den 25. juni 1819 var Rawert i Jelling, hvor han malede en akvarel af kirkegården, som i dag tilhører Det kgl. Bibliotek. Kirkegården havde den gang en ganske anden karakter end i dag, idet gravene ligger under aflange græsklædte tuer eller sortbejdsede gravtræer.

Akvarellen viser, at der var lyst og luftigt omkring runestenene. Der stod ingen skyggende træer som sidenhen. Alligevel må der have været begroning på runestenene, idet Finn Magnusen, medlem af Kommissionen for de nordiske Oldsagers Bevaring, året efter Rawerts besøg berettede, at han havde bestilt folk til at ”afskrabe Mos og sligt af de tvivlsomme Steder paa Runestenene.”

Senere i beretningen beskrev Magnusen, hvordan dette var foregået: ”…en ny og pålidelig Aftegning af de höjstmærkværdige paa Kirkegaarden staaende Runestene, hvoraf det ældgamle Mos kunde foranstaltes borttaget ved --------- vand og skrap Börstning […] Jeg besaa ellers ved den selv samme Leilighed de nÿsommeldte Runestene. Efter vor forelöbige Foranstaltning var Mosset paa enkelte Steder bleven afskrabet, men en langt længere Tid maatte udfordres til at det kunde skee i den Grad, at begge Indskrifter bleve helt igiennem læselige.”

Siden interessen for runestenene blev vakt igen for snart flere hundrede år siden, har der naturligt nok været ønske om, at man også skulle kunne læse indskrifterne og studere motiverne. Det kan ikke undgås, at der kommer begroning på sten, der står ude i det fri, og derfor er runestenene blevet renset af med jævne mellemrum, med mere eller mindre skrappe midler.