Som Nationalmuseets runolog gennem et langt arbejdsliv besøgte Erik Moltke (1901-84) selvfølgelig med mellemrum Jelling, hvor de to runesten havde hans særlige bevågenhed. I 1931 fik Moltke således en apoteker til at tætne en revne i Harald Blåtands store runesten med kunstgranit. Han måtte dog sidenhen selv konstatere, at reparationen ikke holdt i mange år.

Moltke viste en innovativ tilgang til undersøgelsen af runesten, idet han tidligt begyndte at anvende kunstlys til fotografering af indskrifter og motiver. I 1971 var han atter i Jelling, og der er mange fotos, især mange detailfotos, fra besøget. En del fotos blev optaget ved nattetide, hvor der særligt kunne ”leges” med lyset, således at det blot strejfede hen over overfladen og derved fremhævede detaljerne. Disse detaljer kunne være både de bevidst udførte indristninger af runer og billeder, men også de bevaringsmæssige skader, som var opstået igennem tusind års vejrpåvirkning. Og netop skaderne gjorde Moltke alvorlig bekymret. I det arkæologiske årsskrift ”Kuml” skrev han i 1971 om Haralds store runesten: ”Har vi råd til, at sne og frost uhindret skal have lov at sprænge Nordens fornemste runesten?”

Også i dag er Moltkes fotos interessante, idet de kan anvendes til sammenligning med runestenenes nuværende bevaringstilstand. På denne måde kan skader følges, og det må desværre konstateres, at revner er blevet længere, og at mere af stenenes overflade er afstødt i perioden fra 1971 og til i dag.