Set ud fra et bevaringsmæssigt perspektiv er det tydeligt, at Abildgaards hensigt først og fremmest var at formidle indskrifterne og ikke stenmaterialet. Han har brugt lineal, så indskrifterne kunne stå klart, mens stenenes omrids og proportioner blev gengivet forholdsvis stiliseret. Tegningen af Gorms runesten viser antydningen af et afsprængningsområde på stenens forside. Abildgaard har skraveret et område, og en rune i hvert af ordene karþi og aft, i henholdsvis anden og tredje linje, er udeladt. Som en øvre afslutning på bagsidens runebånd i højre side har Abildgaard tegnet én spiral, ikke mere, og motivet må allerede dengang have været svært at se på grund af nedbrydning.

Tegningen af den store runesten savner præcise detaljer, men Abildgaard angiver, at det store trekantede afslag foroven og ligeledes godt halvdelen af udsmykningen over inskriptionen på tekstsiden mangler. På tekstsiden ses nogle skraveringer mellem runerne f og t i aukaft i tredje linjes første ord samt mellem r og i i haraltr ias i fjerde linjes begyndelse. I den ledsagende tekst giver Abildgaard udtryk for store læsevanskeligheder på de steder, hvor de største skader ses i dag, især i tekstsidens nederste linje. På dyresiden er der endnu en skravering mellem runerne a og l i ala, hvilket Abildgaard omtaler som en ujævnhed i teksten. På Kristussiden har han i skitsen markeret et tomrum mellem ordene tãni og kristnã.